Kæmpe ski-outlet kommer til Aalborg
Arrangøren fortæller, at du finder masser af skiudstyr og gode besparelser
AALBORG: Glæder du dig allerede nu til en tur på pisterne i det nye år - og vil du gerne spare penge på det udstyr, du måske mangler, inden du spænder skiene og er klar til pisterne?
Så bør du nok lige tjekke det her ud, for Danmarks største SkiOutlet vender nemlig tilbage til Gigantium og lover masser af varer, viden og gode tilbud, ikke mindst.
For hvis der er én ting skifolket ved, så er det, at det ikke er en billig hobby - eller ferieform, for den sags skyld. Og én ting er prisen, noget helt andet er udvalget. Alle, der har prøvet at købe skiudstyr, ved godt, at det kan være en halvsvær opgave. Udbuddet er sjældent ret stort, og det er næsten umuligt at finde det, man søger, i den rigtige størrelse. Det er der en god forklaring på, lyder det fra arrangøren i en pressemeddelelse.
-Det er, fordi skiudstyr er en sæsonvare, og da sæsonen er så kort, nedprioriterer mange butikker det og vælger derfor skiudstyr fra, siger Danni Frederiksen, indehaver af SkiOutlet.
- Det danske skifolk har taget godt imod vores store udvalg af skitøj og hardware fra de mest populære mærker.
Danni Frederiksen oplyser, at du kan besøge SkiOutlet i Gigantium lørdag 7. januar og søndag d. 8. januar 2023, begge dage fra klokken 10-16.