Kæmpe åbningsfest: Nyt bolighus giver gratis kaffe, champagne og goodiebags
AALBORG: - Aalborg er det perfekte sted at starte, fordi nordjyderne værdsætter reelt værtskab, stærke priser, høj kvalitet - og et godt grin.
Sådan lød ordene fra René Fleming, adm. direktør i bolighuskæden BOOA, da man i slutningen af september lancerede planerne om et navneskifte og et nyt varehus i City Syd i Aalborg.
Og der bliver også fest og farver, når BOOA på fredag 10. oktober byder indenfor til åbningsfest på Stenbukken 14.
Det skriver kæden i en pressemeddelelse.
- BOOA er ikke bare et bolighus – det er et sted, hvor man skal føle sig inspireret og velkommen. Vi tror på vigtigheden af at indretningen afspejler det levede liv, farver og humor – ikke bare trends. Jeg er utrolig stolt af mit team og vi glæder os til at byde nordjyderne velkommen til en butik med varme, atmosfære og et glimt i øjet, siger Pernille Hjelm Nielsen, der er butikschef i den nye Aalborg-afdeling.
Fra klokken 9 på fredag er der gratis og frisk kaffe til alle fremmødte, og til de første 50 kunder venter der en gratis goodiebag til en værdi af 850 kroner.
Klokken 10 vil champagnepropperne springe, når varehuset officielt bliver indviet.
Samtidig skyder det hul på en kampagneperiode, hvor man kan spare op til 50 procent på sortimentet i butikken.
BOOA har i forvejen varehuse over hele landet - fordelt i Ishøj, Aarhus, Herlev, Hillerød, Holbæk, Næstved og Fredericia.