Landsdækkende kæde skifter navn - og åbner nyt bolighus i Aalborg
AALBORG: Én møbelbutik knækkede nakken. Nu prøver et nyt bolighus at tage arven op.
På Stenbukken 14 i City Syd huserede My Home Møbler med en afdeling indtil sidste år, hvor kæden lukkede en lang række butikker.
Siden har lokalerne stået tomme, men snart indtager en ny spiller på markedet stedet, der fylder lidt over 1200 kvadratmeter.
Det sker, når den landsdækkende kæde BOOA - indtil i dag Sit'n Sleep - åbner sit første varehus under det nye navn.
Det skriver BOOA i en pressemeddelelse.
Det er samtidig kædens ottende butik på landsplan.
- BOOA er et anderledes bolighus. Hos os handler det ikke kun om møbler, men især om at skabe hjem med karakter og hylde det levede liv. Aalborg er det perfekte sted at starte, fordi nordjyderne værdsætter reelt værtskab, stærke priser, høj kvalitet - og et godt grin, siger René Fleming, der er adm. direktør i BOOA.
Direktøren har en lang fortid i møbelbranchen, først hos IDEmøbler og siden Ilva - inden han tiltrådte i BOOA i januar i år.
Tilsvarende har BOOA også 50 års erfaring i møbel- og boligbranchen.
"Kunderne skal forkæles med nærvær, høj service og et sortiment, der inspirerer til både det klassiske og det uventede - men altid med et glimt i øjet," lyder beskrivelsen i pressemeddelelsen.
Enorm guldabe
Ude foran det nye bolighus i City Syd har man desuden - for at markere den forestående åbning - placeret en enorm guldabe.
Det sker for at markere et samarbejde mellem BOOA og det populære tyske designbrand KARE, som er kendt for farverige, humoristiske og kantede designs.
Og i det nye møbelhus får KARE også sin første shop-in-shop i BOOA.
- Vi vil være bolighuset, der taler til hele Danmark - og som hylder provinsen og fletter den sammen med storbyen. Med vores stærke digitale platform skaber vi et community til design- og indretningsinteresserede, som gør det muligt for alle at hente inspiration og købe møbler fysisk og online, uanset hvor man bor, siger Rene Fleming.
Navneskiftet fra Sit'n Sleep til BOOA gennemføres med det samme i kædens øvrige varehuse.
De ligger i Ishøj, Aarhus, Herlev, Hillerød, Holbæk, Næstved og Fredericia.
Målet for BOOA er, at alle danskere "inden for en overskuelig fremtid" har adgang til ét af kædens bolighuse inden for en times kørsel, oplyser kæden.
Nytiltrådt butikschef
Pernille Hjelm Nielsen er desuden kvinden, der skal stå i spidsen for det nye bolighus.
Hun har blandt andet en fortid som butikschef i Magasin i Aalborg - og tiltrådte i sin nye stilling som BOOA-chef 1. august.
Hun ser med spænding frem til at skyde gang i både åbningsfest og dagligdag på den nye BOOA-adresse.
- Vi står klar med goodiebags, champagne og kaffe og masser af gode åbningstilbud, fortæller butikschefen, som dog ikke endnu kan løfte sløret for, hvordan de ser ud.
- Vi håber, at nordjyderne tager godt imod os, men vi skal også lære nordjyderne, hvem vi er, og hvad vi står for. Vi er ikke højtidelige, og folk skal gerne tage herfra med et smil og føle sig inspirerede, tilføjer Pernille Hjelm Nielsen.
Det nye bolighus på Stenbukken 14 slår dørene op første gang fredag 10. oktober kl. 10.
Derefter hedder åbningstiderne kl. 10-18 i hverdagene - og kl. 10-16 i weekenden.