Billede beskrivelse

Gigantplaner afsløret: Disse butikker rykker ind i nyt shoppingområde

16. maj 2025 kl. 13.18

Snakken og diskussionerne har gået længe om det nye shoppingområde, der skal etableres ved Bouet nord for Nørresundby. 

Der har løbende været uenighed om planerne for området, men nu ligger det mere eller mindre fast, at der snart sker noget konkret på den omtrent 60.000 kvadratmeter store grund.

I dag huser den Kvickly, Maxi Zoo og Jysk - samt en OK-tankstation.

Et internt dokument, som Ligeher.nu Aalborg er kommet i besiddelse af, afslører dog, at det forestående byggeri af et nyt butiksområde allerede er nært forestående. 

Det vil - hvis man lander den nødvendige byggetilladelse ved Aalborg Kommune- allerede starte i august eller september i år. 

Herefter kan en to år lang byggeperiode så tage sin start - og allerede nu er der sat navn på 11 ud af de 12 detailkæder, som Bouet-området kommer til at bestå af i fremtiden. 

Billede beskrivelse

Detailgiganter på spring

Dagligvarekæden Kvickly forbliver på grunden - dog i et nyt og mindre, format - ligesom også Maxi Zoo og Jysk bevarer deres status som lejere på grunden. 

Kvickly Bouet spreder sig i dag over 10.000 kvadratmeter, men vil i fremtiden fylde under det halve - cirka 4000 kvadratmeter. 

De nye lejere består af detailgiganter som Normal, Elgiganten, Sport 24, Thansen, Ilva - samt de nye stjerneskud på detailscenen, genbrugskæden Kirppu og den heftigt ekspanderende Big Dollar-kæde. 

Dertil kommer en ny Burger King i et særskilt byggeri, mens den tolvte og sidste lejer endnu er ukendt, fremgår det af det interne dokument.  

Og mens Kvickly, Jysk, Maxi Zoo, Normal, Kirppu og altså Burger King alle skal flytte ind i et nybyggeri, som forventes færdigt til oktober 2026, skal den resterende flok af nye kæder alle flytte ind i de eksisterende bygninger, der allerede står på grunden i dag. 

Disse skal undergå en større renovering, som forventes påbegyndt i oktober 2026 - og formodes at stå færdige i august året efter. 

Billede beskrivelse

Betinget købsaftale

Ligeher.nu Aalborg har forholdt Coop, som i øjeblikket ejer grunden, oplysningerne.

Dagligvarekoncernen henviser dog til Innovater, som er udvikler på projektet og står for udlejningen af de mange nye lokaler. 

Herfra lyder det fra adm. direktør i Innovater, Peter Søgaard, at man har indgået en betinget købsaftale med Coop om grunden ved Bouet. 

Og han bekræfter i samme ombæring Ligeher.nu Aalborgs oplysninger om de 11 detailkæders fremtid i det nye shoppingområde. 

- Vi har valgt at genbruge den gamle bygning, og så kører vi processen i to spor. Så når de eksisterende lejere er rykket over i de nye bygninger, kan vi begynde en renovering af det gamle og gøre det klar til de nye lejere, siger Peter Søgaard. 

Han tilføjer, at den tolvte og ukendte lejer stadig er ukendt, da man endnu ikke har en aftale på plads her. 

Peter Søgaard siger desuden, at man formentlig først vil kunne starte byggeriet til oktober og ikke august/september, da der er et par planklagenævnssager, der endnu afventer sin afgørelse. 

- Men at vi er færdige med at bygge i oktober 2026 passer egentlig stadig fint, men det vil så skubbe processen med nybyg-delen yderligere, siger han.

Peter Søgaard forventer ydermere, at der i løbet af de kommende måneder falder afgørelse i de to nævnte planklagenævnssager.  

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste