Billede beskrivelse

Fra fem til ti: Lidl-chef røber store butiksplaner i Aalborg-området

05. februar 2026 kl. 06.03

AALBORG: Lidl åbnede sin nyeste Aalborg-butik i september sidste år. 

Her slog man dørene op i Gug til kædens femte butik i Aalborg Kommune. 

I forvejen havde man butikker på Grønlandstorvet, i Nørresundby, på Diskovej og Tornhøjvej i Aalborg Øst samt på Skalborg Bakke. 

Nu løfter pressechef i Lidl Danmark, Thomas Sejersen, dog sløret for, at dagligvarekæden overhovedet ikke er færdige med at åbne nye butikker i Aalborg og omegn. 

Snarere tværtimod. 

Billede beskrivelse

- Overordnet vurderer vi, at der er plads til omkring fem flere Lidl-butikker i Aalborg Kommune, siger han til Ligeher.nu. 

Han understreger dog, at den markante udvidelse - ja, faktisk en fordobling af det nuværende antal - "afhænger af lokale forhold som kundegrundlag, placering og den eksisterende butiksstruktur". 

Billede beskrivelse

Lidl har allerede erhvervet sig en større grund ved Nr. Uttrup Torv, ligesom det forlyder, at man pønser på at bygge ny butik i Skelagergården mellem Skalborg og Hasseris også. 

Projektchef i Lidl Danmark, Kristian Hellesøe, garanterede da også før åbningen af Gug-butikken, at denne ikke ville blive den sidste i Aalborg. 

- Vi kan sagtens se, at der er plads til flere Lidl-butikker i området, så vores kunder ikke skal køre så langt for at handle hos os, sagde Kristian Hellesøe dengang

På landsplan tæller Lidl-kæden i skrivende stund 168 butikker. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste