Billede beskrivelse

I år åbner Lidl sin femte butik i Aalborg: Projektchef garanterer, at det ikke er den sidste

27. januar 2025 kl. 06.02

I øjeblikket er det blot en byggeplads, men inden 2025 bliver til 2026, har Lidl en ny butik i Aalborg - nærmere bestemt på Gugvej i Gug. 

Og faktisk er opførelsen af butikken foran tidsplanen. Det fortalte projektchef Kristian Hellesøe til Ligeher.nu Aalborg i sidste uge. 

- Man kan godt sige, at vi er foran planen i forhold til det, vi først meldte ud. Jeg tør godt at sige, at det allerede bliver i løbet af efteråret, at vi åbner. Men det afhænger selvfølgelig også af vejrforhold og andre udfordringer, der måtte komme hen ad vejen. Det må vi tage, som det kommer, sagde han i den forbindelse. 

Billede beskrivelse

Lidl tæller i forvejen fire dagligvarebutikker i Aalborg og omegn - på K. Christensens Vej i Skalborg, på Grønlandstorvet, på Tornhøjsvej i Aalborg Øst samt i Nørresundby. 

Gug-butikken bliver altså dagligvarekædens butik nummer fem i Aalborg-området, men Kristian Hellesøe er overbevist om, at det ikke bliver den sidste. 

- Vi kan sagtens se, at der er plads til flere Lidl-butikker i området, så vores kunder ikke skal køre så langt for at handle hos os.

Så Lidl-butikken i Gug bliver ikke den sidste i Aalborg?

- Det kan jeg garantere dig for, at det ikke er.

Den nye Lidl-butik bliver i øvrigt den første af kædens Aalborg-butikker, der ikke sælger nikotin- og tobaksprodukter. Det sker som led i en strategisk udfasning af netop disse varer i alle Lidl-butikker frem mod udgangen af 2028.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste