Deadline for købmandsjagt nærmer sig i landsby: - Ellers må vi lukke
I starten af december 2024 skrev Hanne Christiansen, købmand i Min Købmand i Egense, en træls besked på butikkens Facebook-side.
"Det er med tungt hjerte, at jeg må meddele, at jeg desværre er nødt til at sælge min butik efter 30 fantastiske år," lød det i et opslag.
Nu er der gået over et halvt år siden udmeldingen, og Hanne Christiansens egen bagkant i oktober - hvor hun skal igennem en nødvendig operation - nærmer sig med hastige skridt.
Men den lokale købmand har ikke fundet sin efterfølger endnu - og det frustrerer både hende selv, men også de lokale kunder som dagligt gør sine indkøb på Hybenvej 2.
- Det er synd for særligt de ældre borgere, som også bruger butikken som pakkecentral og til at hente deres medicin, forklarer Hanne Christiansen.
Én udvej
Hun er kommet dertil, hvor en lukning af dagligvarebutikken ligner den eneste, men ærgerlige udvej.
- Jeg er nødsaget til at lukke ned til september, for jeg kan ikke komme uden om min operation til oktober. Så der er nogen, der skal melde sig på banen i løbet af sommeren - ellers må vi lukke.
Hanne Christiansen fortæller dog, at der undervejs har været flere interesserede købere forbi i butikken - den seneste var forbi i sidste uge, men på intet tidspunkt har der været held med at finde hendes efterfølger.
- Jeg bliver næsten dagligt mødt af mine kunder, der spørger ind til, hvad der skal ske med butikken, og hver gang må jeg jo krybe til korset og bekende, at jeg ikke rigtig kan give noget svar. Og hvis jeg kan give et svar, er det jo et ikke-svar. Det ser ikke videre positivt ud, desværre, siger Hanne Christiansen.
Potentiale og fuld damp
Hun tilføjer, at der ellers er masser af potentiale i butikken - og tillige i butikkens omgivelser.
- Der er masser af muligheder - beliggenheden, stort opland, nybyggerier og meget mere. Jeg synes, det er vanvittigt, at der ikke er nogen, der kan se mulighederne i butikken og vil føre den videre.
Kommer der ikke en ny købmand i butikken allersenest 1. september, begynder Hanne Christiansen og hendes personale at tømme butikken netop den første dag i september.
Det sker med et ophørsudsalg i hele måneden, for 1. oktober skal butikken være tømt.
- Vi kører selvfølgelig fuld damp hen over sommeren, men sker der ikke noget i løbet af den kommende periode, er det desværre den eneste løsning. Og det vil jeg godt nok være ked af, hvis det bliver en realitet.