Billede beskrivelse

Byggeriet er gået helt som planlagt, så nu har Lidl-chef godt nyt om kommende Aalborg-butik

26. maj 2025 kl. 19.01

Det bliver en ny Lidl-butik, som man ellers kender det fra kæden - næsten. 

Stor bakeoff-afdeling, frugt og grønt, køle- og frysevarer, temaafdeling med fødevarer - og ellers det gængse dagligvareudvalg, man også kender det fra andre butikker i markedet. 

Det nyeste skud på dagligvarestammen i Gug bliver dog ikke helt som alle Lidl-butikker i landet. 

For det første bliver det den første dagligvarebutik i Aalborg, der ikke sælger hverken nikotin- eller tobaksprodukter. 

For det andet får Lidl Gug også seks scan-selv-kasser - et tiltag som kun er ganske nyt i kæden. 

Det kom frem, da Ligeher.nu onsdag i sidste uge var til rejsegilde på det igangværende byggeri af den nye Lidl i Gug. 

Billede beskrivelse

Her fortalte projektchef for udvikling i Lidl Danmark, Kristian Hellesøe, også, at "byggeriet er gået helt som planlagt". 

- Så vi regner med åbning ultimo september, fortalte han til Ligeher.nu. 

Det er dermed en frisk opdatering på den seneste udmelding fra Lidl. 

Her lød det tidligere på året, at butikken ville åbne "i løbet af efteråret". Det er altså nu yderligere præciseret. 

Billede beskrivelse

Kristian Hellesøe kunne desuden berette, at man har en butikschef på plads, men "vedkommende venter vi lidt endnu med at præsentere". 

- Og så mangler vi endnu også at ansætte personalet i butikken. Der bliver formentlig brug for 25 medarbejdere, inklusiv ungarbejdere, sagde han. 

Kristian Hellesøe fortalte også, at der "stadig mangler en masse" i forhold til byggeriet, men at dét at få tag på "var en milepæl, der også gør det videre arbejde nemmere". 

- Og når først malingen er tørret, gulvet er lagt og de øvrige store ting er på plads, går det hurtigt med at få gjort butikken helt klar. Og den proces er vi efterhånden erfarne i, sagde han. 

Lidl Gug kommer til at få adresse på Gugvej 189, hvor Bugges Bil- og Trailerudlejning tidligere holdt til. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste