Dagligvarekæde justerer tidsplan for ny butik i Aalborg-bydel
Det blev kendt allerede sidste år, at Gug i løbet af 2025 får en ny dagligvarebutik.
Det sker, når Lidl i løbet af året åbner sin femte butik i Aalborg-området.
Tidligere hed meldingen, at første åbningsdag ville blive "ultimo 2025", men allerede nu kan projektchef for udvikling i Lidl Danmark, Kristian Hellesøe, fortælle, at tidsplanen har rykket sig.
Og dét er til det bedre for både dagligvarekæden - og forbrugerne.
- Det kører efter planen. Vi fik en byggetilladelse tidligere her i januar, så vi er sådan set klar til at sætte noget i jorden, og i næste uge begynder vi at støbe på grunden. Så fra nu her begynder man langsomt at kunne se, hvordan butikken kommer til at se ud, siger Kristian Hellesøe til Ligeher.nu Aalborg.
Og han tilføjer:
- Man kan godt sige, at vi er foran planen i forhold til det, vi først meldte ud. Jeg tør godt at sige, at det allerede bliver i løbet af efteråret, at vi åbner. Men det afhænger selvfølgelig også af vejrforhold og andre udfordringer, der måtte komme hen ad vejen. Det må vi tage, som det kommer.
Ydermere kan han nu også berette om butikkens størrelse, når den engang står færdig.
Butikkens salgsareal bliver således på 1125 kvadratmeter, og dertil kommer et lager, som bringer butikkens samlede areal op på 1565 kvadratmeter.
- Og det er egentlig meget typisk for vores Lidl-butikker, også for de øvrige af slagsen rundt omkring i Aalborg, siger projektchefen.
Den nye Lidl-butik bliver i øvrigt den første af kædens Aalborg-butikker, der ikke sælger nikotin- og tobaksprodukter. Det sker som led i en strategisk udfasning af netop disse varer i alle Lidl-butikker frem mod udgangen af 2028.