Billede beskrivelse

Boghandel lukker efter 157 år: "Tiden til at slutte eventyret er kommet"

27. januar 2025 kl. 16.35

I over 150 år har der ligget boghandel på Skrågade i Nørresundby. 

Men nu er det slut. 

Bog & Idé, der driver boghandel fra lokalerne i øjeblikket, lukker, skriver boghandlens indehaver, Michael Clausen, på Facebook. 

"Efter 157 år som samlingssted for bogglade kunder må jeg erkende, at tiden til at slutte eventyret er kommet. Det er simpelthen ikke længere muligt for os, at få "enderne til at nå sammen. Årsagerne er der flere af, og det er desværre årsager, vi ikke kan påvirke," skriver ejeren i opslaget. 

Billede beskrivelse

Han skriver endvidere, at medarbejderne i butikken igennem mange år er "gået på arbejde med faglig stolthed, engagement og et smil på læben", samt at "skiftende ejere har overleveret butikken lidt stærkere, end den blev overdraget, til den næste ejer i rækken". 

Michael Clausen nævner blandt andet opgravningen af centrum i Nørresundby samt det varslede byggeri af et nyt aflastningscenter ved Bouet som et par af årsagerne til, at han nu drejer nøglen om. 

Det har gradvist medført, at færre kunder besøger dem i butikken, ligesom flere søger mod nethandlen - alt sammen en giftig cocktail for den fysiske detailhandel. 

"Jeg vil gerne på personalets og egne vegne takke alle Jer trofaste kunder for tiden, vi har kendt hinanden. I har gjort det dejligt at gå på arbejde," slutter Bog & Idé-butiksindehaveren sit opslag af. 

I den nærmeste fremtid vil han og butikken melde mere konkret ud om det forestående ophørsudsalg, før butikken endegyldigt lukker. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste