I dag slår Big Dollar dørene op i Aalborg: Her er butikschefen, der skal styre slaget
At Big Dollar åbner ny butik i Aalborg er ingen hemmelighed.
Men indtil har den nye discount-detailkæde holdt åbningsdatoen hemmelig for offentligheden.
I et opslag på LinkedIn afslører Big Dollar dog nu, hvornår man første gang slår dørene op i sin nye Aalborg-butik, som får adresse på Vandmanden 6 i City Syd - skråt over for Jem & Fix.
Det sker onsdag 30. april kl. 9.
Og faktisk falder åbningsdatoen tidligere end først bebudet.
Landechef for Big Dollar i Danmark, Peter Jakobsen, sagde således i november sidste år, at man regnede med at åbne i maj måned.
Sammen med offentliggørelsen af Aalborg-butikkens første åbningsdag løfter kæden også sløret for, hvem der skal være butikschef.
Det er således Peter Drustrup, der har været butikschef i Big Dollar Hjørring hidtil, der skal stå i spidsen for Big Dollar Aalborg fremadrettet.
Han har også en fortid fra både Jem & Fix, Harald Nyborg og Salling Group.
Big Dollar sælger typisk produkter inden for mode, skønhed, snacks, drinks, bolig, rengøring, fest, fritid, legetøj - og meget mere.
En butik tæller desuden ofte mellem 12.000 og 14.000 forskellige varer i sortimentet.
Big Dollar har i forvejen tre butikker i Nordjylland - i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev.
Senere på året forventer man også at kunne åbne i Thisted - men de planer er stadig uvisse.