Billede beskrivelse

Bedre plads til blomster og kunder: Tanja er flyttet

16. januar 2026 kl. 13.03

NIBE: Det blev en torsdag lidt ud over det sædvanlige hos Blomsterpigen Nibe.

Efter en større ombygning benyttede indehaver, Tanja Dyhr, og hendes medarbejdere nemlig dagen til at åbne den nye butik på Skomagergade 20.

Åbningen blev således et stort tilløbsstykke. Hele dagen strømmede det til med kunder og gratulanter. 

– Det har været nogle travle uger, men vi er virkelig glade for resultatet, siger Tanja.

– Åbningen har været overvældende. Kunderne stod i kø, og alle har rost vores nye rammer, tilføjer indehaveren.

Verdens bedste job

Blomsterpigen har de seneste 13 år haft til huse på Skomagergade 1. Behovet for mere plads har dog længe været påtrængende i den travle forretning. 

– Nu får vi endnu bedre rammer for vores arbejde – og tilmed på en rigtig god adresse midt i byen, beretter Tanja. 

Billede beskrivelse

Hun har mere end 30 års erfaring i blomsterbranchen og brænder stadig for faget.

– For mig er det verdens bedste job. Vi er med i alle livets aspekter – fra høj lykke og glæde ved dåb og bryllupper til det modsatte, når vi leverer blomster til begravelser. Det er meget mere end kreativitet. Vi skal også kunne læse vores kunder og have situationsfornemmelse, forklarer hun.

Kunder fra stort opland

Blomsterpigen leverer både blomster og planter, dekorationer og brugskunst.

Dertil kommer den gode rådgivning og høje service, der tiltrækker kunder fra såvel Nibe som et stort opland. 

- Mange kører fra blandt andet Aalborg og Løgstør for at handle hos os. Det opfatter vi som et kvalitetsstempel på, at vi er værd at køre efter, smiler Tanja. 

Billede beskrivelse

Hun fremhæver desuden forretningens selvbetjeningsafdeling uden for åbningstid.

– Her kan man eksempelvis handle tidligt om morgenen på vej til arbejde eller lørdag aften før et selskab. I den nye butik får vi endnu mere plads til denne del, fortæller Tanja.

På åbningsdagen blev der serveret kagemand, ligesom der formiddag og eftermiddag var uddeling af goodiebags.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste