Så spis det dog bare

AALBORG: Hver uge tilberedes anslået 35-50.000 danske måltider af råvarer, som leveres til døren i en færdig pakke, en måltidskasse. Vores familie er en del af den optælling, selvom kassen er lidt dyr og ekstravagant, og det i virkeligheden er mere besværligt for os hver dag at skulle lave mad ud fra en ny, ukendt opskrift.

Dertil kan børnene kun lide hver anden af retterne... hvilket er fremragende og i virkeligheden vores hovedargument for at holde fast i måltidskassen: De får nemlig en masse nye smagsoplevelser og muligheden for at vænne sig til, at mad gerne må overraske, og at det ikke er farligt at prøve noget nyt.

Vi voksne kan derfor godt leve med den falske dinnermuzak, som koret af børnestemmer frembringer: Det kan vi ikke li’! Det bryder vi os ikke om! Især da set i lyset af, at vi har opdaget, vi havde svigtet vores opgave med at give dem nye smage i hverdagens trummerum, hvor eksotiske krydderier er mest til pynt og Instagram, og hvor man let kommer til at køre ti faste og sikre retter i en uendelig båndsløjfe. 

Ja. Måltidskassen udfordrer de små - men ingen grund til panik eller tvang. Vi giver ikke protesterne så meget opmærksomhed. Der må være noget af tilbehøret, de kan spise sig mætte i, og på et eller andet tidspunkt kommer de nok efter, det er for kedeligt at hakke i ris eller kartofler med en klat ketchup til. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om børn, der er døde af sult foran en tallerken med hellefisk og krydret grøntsagsmos. 

Og lige dér er det jo, jeg kommer til at lyde som den irriterende voksne, jeg er blevet. For jeg kan godt huske, hvordan det var at være barn og blive tvunget til at spise ting, man absolut ikke kunne lide. Den der Lektor Blomme-model går jeg ingenlunde ind for, og jeg har forståelse for, at nogle smage skal lige have lov til at vokse på børn. Men det kræver vel, at vi voksne præsenterer dem for nye ting jævnligt og ikke altid lader dem pege i børnemenukortet?

Selv havde jeg det sådan som barn, at jeg hellere ville dø end at spise asparges fra glas - bogstaveligt talt: Et husmorråd dengang var nemlig, at hvis man kom til at drikke glasskår fra en sodavandsflaskes munding, så skulle man spise asparges for ligesom at pakke glasskåret ind nede i mavesækken - ellers ville man blive snittet i småstykker indefra. Et tip, der sandsynligvis er mindre lægelig opbakning til i dag, end at man ikke må bade i havet efter et måltid - men hey: Ude i Selsøparken i Nr. Uttrup troede vi unger på det. Derfor var der for mig ikke andet at gøre end at hælde min lørdagssodavand gennem et kaffefilter. Alt bruset forsvandt, kun en doven væske var tilbage, men better safe than sorry. Hellere dét end asparges. Ja, hellere få snittet samtlige indre organer til konfetti af et glasskår fra en Landkær-vand end at spise asparges. Med andre ord kan jeg godt sætte mig ind i, at der findes smage eller konsistenser, som man bare ikke bryder sig om - fred være med det. Men behøver folk - børn som voksne - have så mange?

Igen med forbehold for, at det bare er mig, der er blevet en gammel, sur cerut med bedagede smagsløg, så synes jeg, det er blevet mere undtagelsen end reglen, at folk har en liste så lang som Dødehavsrullerne med mad, de ikke kan lide. Jeg spiser stort set alt nu, også asparges - og siger tak for indsatsen til kokken: Tak, fordi du gider forberede mig et måltid. Selvfølgelig returnerer jeg tjenesten ved at være åben for, hvad pokker du har valgt at kræse for mig med. Jeg forventer ikke personlige favoritter hver eneste gang, og den holdning forsøger jeg at præge mine børn med. For eksempel har jeg aldrig nogensinde brugt vendingen "det kan du da ikke lide", før børnene selv har prøvet at smage - og det gælder både lever, sildemad, sushi og stærke chiliretter. Men min oplevelse er, at den holdning er noget passé - spørger jeg frit?

For hvis man får børn på besøg, så er det næsten 100 procent sikkert, at det ender med hyl eller bare tomme børnemaver og anstrengte miner fra forældrene, medmindre man serverer burgere, pizza eller pasta (uden kødsovs, for der er jo dybt mærkelige ting som tomatstykker i).

Jeg har set forældre, der mildt sagt var bekymrede over indførelsen af madordning i institutionen, fordi deres børn kan nærmest intet kan lide.

Jeg har sågar hørt om et barn, der ikke kan lide vand. Derfor bliver moren nødt til at give hende saftevand med i skole i stedet for. Okay. Klart nok. Og point til barnet for at have luret sådan en lille én. Det er da ret snedigt. 

McDonalds har indført selvbestilling - og lur mig, om det ikke dels er fordi, det er blevet mere stressende at tage madbestillinger sådan et sted, end det er at være Justin Bieber uden sikkerhedsvagter til danseopvisning med teenagepiger: "Kun lige nøjagtigt 2,88 gram salatmayonnaise, lige en kvart skive ost, ekstra agurk, én løgring af præcis to centimeter i diameter - og hvis sesambollen kunne opvarmes lige otte grader mere, end I plejer. Tak"... Og næste. 

Jeg kan sagtens forstå, det er bedre at lade folk pøle med det selv.  

Jeg har set voksne damer sidde og prikke og sortere ting op på tallerkenens kant - helt uden at blinke. Nogle sætter en ære i at være kræsne og køre en endeløs dur-dur ikke-rutine af på maden. Bevares - de er unikke og har eksplicitte præferencer - det må da være vigtigere end risikoen for at gøre kokken/værten ked af det? 

Det er ligesom blevet socialt acceptabelt at være kræsen - ja, nærmest fornemt. Mais pardon, tænker jeg og mærker blodet dunke kraftigt gennem hovedet. Måske du skulle tage en walk on the wild side - smage noget nyt, simpelthen gøre noget helt crazy og se, om du måske alligevel ikke kan lide oliven eller blomkål, selvom du ikke kunne for fem eller ti år siden?

Selv har jeg det ret anstrengt med julesylte, fordi jeg som barn var vidne til, at min mor fik et stykke med en vaskeægte grisetand i. Den der blævrende masse giver mig stadig associationer til skrigende svinehoveder, der bliver kørt gennem min farmors kødhakker. Men i år tager jeg min egen medicin og prøver det. 

For jeg skammer mig over ikke at kunne lide ting. Jeg finder det ikke fint eller eksklusivt at være kræsen. Det må være kedeligt altid at få de samme smage - og så er det decideret udannet. 

Eller er det bare mig, der er gammeldags?