Billede beskrivelse

Legendariske Antonio er tilbage i Vestbyen

27. april 2026 kl. 19.04

AALBORG: Nu kan du igen sætte tænderne i Sticchi’s lækre italienske pizzaer.

Sticchi’s - Napolitansk Landkøkken på Kastetvej 18 blev et stort tilløbsstykke, da Antonio Sticchi lørdag bød velkommen i sine nye lokaler i Vestbyen. 

Mange lagde vejen forbi for at ønske den populære pizzabager med napolitanske rødder tillykke.

Billede beskrivelse

Antonio var da også tydeligt rørt over opbakningen. 

- Det er dejligt at se så mange venner og gode kunder. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang igen. Jeg har fundet et godt sted her, hvor jeg kan skabe den samme stemning og kvalitet, som folk kender mig for, sagde Antonio Sticchi ved åbningen.

Det nye sted bygger videre på det koncept, mange allerede kender fra Antonios tidligere virke. 

Hos Sticchi’s er det den ægte napolitanske pizza, der er i centrum. 

Billede beskrivelse

For Antonio handler det om enkelhed, gode råvarer og respekt for håndværket. 

Dejen får lov til at hæve længe, ingredienserne er nøje udvalgt, og pizzaerne bages ved høj varme, så de får den karakteristiske luftige kant og sprøde bund. 

- Det skal smage, som det gør i Napoli. Det er det, jeg går efter hver gang, har han tidligere udtalt.

Med åbningen på Kastetvej er Antonio Sticchi tilbage bag pizzaspaden - klar til igen at servere italienske smagsoplevelser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste