Frivillige går på gaden i Aalborg mod ensomhed
AALBORG: – Vi drømmer om et samfund, hvor ingen behøver at føle sig ensomme, og hvor alle unge får den støtte, de har behov for, og er en del af et trygt fællesskab - lige dér, hvor de er i deres ungdomsliv.
Sådan skriver Ventilen på organisationens hjemmeside.
Derfor arrangerer organisationen igen i år Ensomhedsdag - og det markeres også her i Aalborg.
Ensomhedsdag 2026
Ensomhedsdag 2026 falder lørdag 2. maj og markeres blandt andet på Gabels Torv i Aalborg mellem klokken 12 og 15.
Det oplyser Ventilen Aalborg til Aalborg LigeHer.nu.
På dagen står frivillige fra organisationen klar på gaderne med det formål at aftabuisere ensomhed.
Her vil de frivillige stå med informationsflyers om organisationen samt det lokale tilbud, noget godt til ganen og forskellige konkurrencer.
Til Aalborg LigeHer.nu skriver Ventilen Aalborg:
– Hvis du vil høre mere om ensomhed, ensomhed blandt unge, vores lokale tilbud i Aalborg, kunne tænke dig at være frivillig eller vil deltage i vores fede lodtrækningskonkurrence, så kom endelig forbi og snak med os.
Hvad er Ventilen Aalborg?
Ventilen Aalborg er et mødested for unge, der føler sig ensomme, og er drevet af unge frivillige. Her afholdes forskellige aktiviteter, som skal bidrage til et fællesskab og fungere efter princippet om hjælp-til-selvhjælp.