Billede beskrivelse

Så faldt hammeren: Nordjyde først til at bryde ny lov

Forbudt fra årsskiftet - bøden blev på 1500 kroner

03. januar 2022 kl. 21.10
Opdateret 04. januar 2022 kl. 09.35

AALBORG: Fra årsskiftet trådte en ny lov i kraft, som forbyder at køre på elektrisk løbehjul uden en CE-mærket hjelm.

Og muligvis var det første gang, politiet måtte trække bødeblokken frem, da en 30-årig nordjyde mandag sidst på eftermiddagen blev stoppet på Jyllandsgade i Aalborg af en patrulje fra stationen i Frederikshavn, for at køre på et udlejnings-løbehjul uden den nu lovpligtige hovedbeklædning.

- Vi er lidt usikre på, om det er den første bøde i hele landet. Men det er i hvert fald den første i vores politikreds, konstaterer vagtchef Poul Fastergaard.

Han oplyser, at der ikke var den store diskussion mellem den 30-årige og ordensmagten.

- Han erkendte, at han ikke havde hjelm på. Han havde vist bare ikke lige fået læst op på de nye regler, konstaterer vagtchefen.

Til gengæld bliver der noget at læse for den 30-årige, når han i nær fremtid åbner sin e-boks.

Her vil der ligge et bødeforlæg på 1500 kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste