Restriktioner med en smag af persillesovs

KLUMME: "Jeg glemmer aldrig hvad jeg lavede den dag." Det er en sætning, man hører i forbindelse med store, historiske begivenheder. Sætningen har været brugt i forbindelse med terrorangrebet på Twin Towers i New York, da vi vandt EM fodbold i 92 og nu bliver den brugt om Mor Mettes tale den 11. marts 2020. Den aften hvor hele landet samledes omkring fjernsynet, og med dirrende spænding afventede, hvad hun dog kunne finde på at sige. Sætningen: "Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere," satte hurtigt stemningen for, hvad vi kunne vente. Disse ord har nu været bragt så mange gange, at de ligger og konkurrerer med Flemming Tofts ”Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja – hutlihut!” fra 1992.

Meddelelsen om pressemødet den 11. marts, klokken 20.30, dukkede op, da jeg sad på Restaurant Sæby Søbad. Her var jeg blevet inviteret til en solid omgang stegt flæsk med persillesovs. Flæsket blev hurtigt indtaget, og vi skyndte os hjem til husalteret, og med et var vores liv ændret. Dagen for talen har været markeret på mange forskellige måder den seneste tid. Det har vi set med store tv-udsendelser og i Aalborg blev det markeret med en stor lysbro. Vi valgte at markere dagen på samme måde som sidste år, nemlig med en solid omgang stegt flæsk. I de kommende år vil vi den 11. marts igen indtage flæsk på dagen. I år kunne vi desværre ikke indtage den guddommelige spise på en restaurant, men det håber jeg, at jeg kan de næste mange år.

Fælles for de markeringer der har været afholdt i forbindelse med et årsdagen, er de vrede kommentarer, der er kommet i kølvandet på dem. "Jeg fatter ikke, at det er noget at fejre" og "Hvorfor fejrer i noget, vi stadigvæk er midt i". Der er dog stor forskel på at fejre noget og på at markere noget. Mit indtag af flæsk var ingenlunde at sammenligne med en fejring, specielt fordi vi ikke kunne spise op. At markere en dag, hvor vi fik talt om året, der er gået, og hvordan det har ændret vores liv, føltes tilgengæld ganske rart. Denne måde at håndtere en svær periode på med en markeringen er slet ikke dum. Persillesovs får oplevelserne til at glide lidt lettere ned. Måske man skulle bruge disse dage, man ikke glemmer, som pejlemærker, som en aften hvor man lige stopper op og reflekterer over de oplevelser, livet giver.

Fredag aften opstod der endnu engang en træls oplevelse. Det er ganske vist ikke en oplevelse, der på nogen måde kan sammenlignes med det år, vi har været igennem. Men det er da trods alt en oplevelse, der stadigvæk sidder i kroppen. Jeg placerede mig foran X-Factor, og valgte som flere hundrede tusinder andre danskere at stille mig i kø til skat.dk. Som sad jeg med en lottokupon, kørte tankerne på, hvad jeg dog skulle forkæle mig selv med, når der senere på året ville tikke flere tusinde, ikke øremærkede, kroner ind på kontoen. Efter 3 timer skete det så. Jeg kom igennem, og med bævrende hænder fik jeg indtastet min nem-id. Der stod det så. Rødt på hvidt. Du skal betale 5.600 kroner.

Med et stod min verden helt stille. Væk var den nye cykel, og mit paddleboard drev stille og roligt ud af min bevidsthed. Her sad jeg så. X-Factor kunne ikke redde mit humør, og fredagsslikken virkede tarvelig. Men så kom tanken til mig. Denne dag vil jeg markere næste år. Tidligere på dagen havde jeg indtaget fremragende smørrebrøds tapas fra Bønkels, og den gode smag var stadigvæk i munden. Næste år vil jeg markere mit skattesmæk med smørrebrød. Med et blev min frustration erstattet med glæde, og nu glæder jeg mig til marts måned næste år. Den 11. marts skal jeg igen have stegt flæsk, og den 12. marts skal jeg have smørrebrød.

Nu vil jeg finde flere dage, jeg kan markere med lækker spise. Måske skal jeg næste år markere min punktering på cyklen, den 24. februar, med en othellolagkage?