Rasmus orkede ikke at rejse sig fra sofaen: Nu omsætter han for en million
Med hårdt arbejde og troen på sin drøm har blot 21-årige Rasmus Olsen fået succes med sit firma
AALBORG: Du kender det måske godt, du sidder derhjemme og får pludselig lyst til noget slik og en sodavand? Men du orker ikke lige at gå ud - eller også er tanken på hjørnet lukket.
Det sidste oplevede 21-årige Rasmus Olsen selv - og pludselig kom idéen til ham; hvorfor ikke tilbyde at bringe chips, sodavand og slik ud til kunder, der bestiller i forvejen i en webshop?
Kombineret med en årelang drøm om at finde det helt rigtige projekt til sit iværksætterhjerte, var der ikke langt fra tanke til handling, og sidste år i marts blev Snack Reload født. Og med en omsætning der i følge Rasmus Olsen nu rammer en million, "så går det godt".
- Indtil videre har jeg stået med det meste alene, men jeg har nogle gode venner, der hjælper mig med at bringe varer ud om aftenen og natten her i Aalborg-området, når der er travlt, siger Rasmus Olsen.
- Heldigvis har vi en alder nu, hvor flere af os har bil.
Han er taknemmelig for den hjælp, han får, men nu hvor økonomien er ved at være på plads, overvejer Rasmus Olsen om tiden er inde til at ansætte en fast medarbejder i Snack Reload. I forvejen får han også stor hjælp af Caroline Thorlund, der blandt andet står for sociale medier.
- Jeg læser til markedsøkonom på UCN, og mange dage er jeg først hjemme klokken 16, og jeg bringer varer ud fra klokken 17. Så ofte har jeg egentlig kun en time, hvor jeg har helt fri, siger han.
- Jeg er ikke nået dertil endnu, hvor jeg er træt af det, eller det er for hårdt, men man skal selvfølgelig også passe på sig selv.
Rasmus Olsen fremhæver selv et stort sortiment og billige priser for udbringning som en at styrkerne.
- Og jeg tænkte, at hvis jeg bragte ud frem til midnat på hverdage og klokken 3 om natten i weekenden, så skulle kunderne nok være der. Og det er de, siger han.
Han kan se, at det primært er yngre op til midt i 20'erne, der især handler.
- I starten havde jeg forestillet mig, at det ville appellerer mest til drenge. Men størstedelen af dem der bestiller er faktisk kvinder. Jeg syntes, det er så fedt at se, at der er stor interesse fra andre segmenter end det, jeg oprindeligt havde forstillet mig, siger han.
Rasmus Olsen drømmer om hele tiden at udvikle sin forretning, hvor han har regnet ud, at der i gennemsnit er omkring 15 kunder om dagen og mere end det dobbelte i weekenden.
- I første omgang er jeg meget ydmyg omkring det hele, og det handler om at levere en god service og få skabt et godt brand her i Aalborg, siger han.
- På sigt vil jeg da gerne udvide forretningen til andre byer, men indtil videre er det for tidligt for mig. Nu bygger vi noget solidt her, og så kan vi rykke videre senere.