Billede beskrivelse

Peter og Christian har solgt deres livsværk

03. juli 2024 kl. 06.02

Siden 2002 har Wolturnus fremstillet brugertilpassede kørestole og håndcykler i Nibe med administrerende direktør Peter Libak og meddirektør Christian Gammelgaard i spidsen.

Det kommer virksomheden også til at gøre fremover, men Peter og Christian er ikke længere ejere.

Ligesom mange andre virksomheder i sundhedsbranchen har Wolturnus nemlig valgt at konsolidere sig, og bliver nu en del af det svenske Asker Healthcare Group.

- Vi har igennem tiden fået en række henvendelser om opkøb, men Asker Healthcare Group har hjertet med i den måde, de driver forretning, og det kan vi se os selv i. Jeg vil kalde det rettidigt omhu, at vi sikrer det fremtidige fundament nu, hvor det går godt for Wolturnus, forklarer Peter Libak og fortsætter:

- Med Asker Healthcare Group får vi en stærk kapitalpartner i ryggen, så vi kan udvikle Wolturnus i den rigtige retning.

Billede beskrivelse

Wolturnus fortsætter som hidtil

Asker Healthcare Group har hovedkontor i Stockholm og ejer mere end 45 virksomheder i 14 lande inden for medicinsk udstyr og hjælpemidler. Blandt andet virksomheden OneMed, der fungerer som gruppens danske moderselskab.

Her indtræder CEO i OneMed, Morten Nielsen, nu som bestyrelsesformand i Wolturnus, hvor den daglige drift fortsat vil blive varetaget af Peter Libak, Christian Gammelgaard og den øvrige ledergruppe.

Derfor får opkøbet heller ikke den store praktiske betydning for Wolturnus’ medarbejdere og samarbejdspartnere.

- Vi bliver ved med at hedde Wolturnus og forsætter med at have produktion og montage i Nibe. Peter og jeg regner fortsat med at skulle blive her til den dag, vi går på pension. Nu har vi bare sikret, at livsværket stadig er her til den tid, understreger Christian Gammelgaard.

Se også
Naja og Line har delt klinik i 9 år: Nu flytter de i større lokaler
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste