Ny salon: Gamle veninder slår sig sammen
De har altid vidst, at de var et godt makkerpar. Ambitionerne er høje, og det er humøret også, når Simone Hein og Louise Abildgaard er sammen.
De udnytter de to frisører nu. 1. august åbner de nemlig en salon på Sofiendalvej 83 i Skalborg.
- Vi har kendt hinanden i virkelig mange år og var blandt andet i lære sammen. Pludselig opstod muligheden så for, at vi kunne blive selvstændige sammen, fortæller Simone Hein.
Hun driver i dag frisørsalonen Mitheo på Stormgade i Aalborg, mens Louise Abildgaard har Et pust af magi i Støvring. Snart rykker de imidlertid sammen i lokaler hos virksomheden Salonbrands på Sofiendalvej. Firmaet sælger produkter til frisørsaloner, som de to skal være ambassadører for.
- Vi har fået en dejlig stor salon med masser af gode muligheder i. På sigt vil vi gerne have elever, og det er der mulighed for her, fordi kapaciteterne er så gode, siger Simone Hein.
De driver stadig hver deres virksomhed, men kommer til at arbejde helt tæt sammen i deres fælles salon.
- Alle, der kender os og har set os arbejde sammen, siger, at vi bare har en virkelig god energi sammen. Der er altid højt humør, og vi har det bare så sjovt, siger frisøren.
Begge fortsætter de næste par uger i deres egne saloner, hvorefter de holder ferie de sidste to uger af juli. Det er dog ikke sikkert, der bliver meget tid til afslapning, for tiden skal nemlig bruges på at få den fælles salon på Sofiendalvej til at stå klar til åbningen 1. august.
- Vi glæder os så meget til at se både gamle og nye kunder i vores salon. Det skal være et dejligt sted, der kan rumme alle slags mennesker, og hvor man kan komme og blive forkælet, lyder det fra de to.
Planen er at afholde en åbningsreception, når tiden engang er til det.