Billede beskrivelse

Nu skal vi feste - men først på fredag

Restriktionerne forsvinder alligevel vil natklub vente med stor genåbningsfest

31. januar 2022 kl. 18.23

AALBORG: Ved midnatstid er det slut med hovedparten af de mange coronarestriktioner, vi har levet med de seneste måneder.

På natklubben Rocken har man i ugevis planlagt en stor genåbningsfest netop for at fejre, at vi kan vende tilbage til en form for normalitet.

- Vi glæder os så meget til igen at kunne lukke folk ind, fastslår Daniel Lehmann, der driver Rocken på Ved Stranden sammen med Andreas Nørgaard.

Som vi skrev her på aalborg:nu forleden, har det dog hidtil været en fest uden dato. Men nu hvor restriktionerne altså bliver ophævet, er der fri bane for at feste.

- Vi har arbejdet hurtigt, og allerede før pressemødet var færdigt, var jeg nede på Rocken for at trykke invitationerne, fortæller han.

Billede beskrivelse

Selvom natklubben allerede i aften, mandag 31. januar, kan lukke gæsterne ind, har duoen dog valgt at udsætte festlighederne til på fredag 4. februar.

- Vi har vægtet højt, at vores fest skal ligge på en dag, hvor vi ville have åben alligevel - og det har vi ikke om mandagen. Derfor gemmer vi festen til på fredag, siger Andreas Lehmann, som tilføjer, at stedet har fået masser af henvendelser om at komme med til den for-fest, der allerede fra kl. 18 skyder det hele i gang.

- Jeg har så sent som her til morgen fået henvendelser, men alle pladser er for længst besat, lyder det.

Lukningen af nattelivet i de sene aften- og nattetimer har denne gang varet siden fredag 10. december 2021.

LÆS OGSÅ: Natklub giver øl og holder kæmpe genåbningsfest - kun én ting mangler

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste