Nordjyske lægestuderende med isbjørne og hundeslæbe: - Vi gik aldrig uden for byskiltet uden en riffel i hånden

De to medicinstuderende Emma Ø. Mortensen og Mickey H. Rasmussen pakkede i foråret kittel og stetoskop ned og drog mod den fjerne landsby Tasiilaq i det østlige Grønland. Her skulle de i klinik på kystsygehuset i byen med omkring 2000 indbyggere.

Ligeher.nu bringer i løbet af januar det medicinske makkerpars beretning fra et ophold med barsk natur og sociale udfordringer. Dette er tredje og sidste del.

Kommunikationen med patienterne kunne ofte være en udfordring. I Tasiilaq tales der østgrønlandsk, som adskiller sig fra vestgrønlandsk. Kun en mindre del af befolkningen taler dansk, og derfor var det i mange konsultationer nødvendigt at anvende en tolk for at sikre en ordentlig kommunikation og behandling.

Tolkene på sygehuset havde alle en stor erfaring og kendte til de basale medicinske spørgeteknikker, hvorfor man som sundhedsfaglig i visse situationer blev sat lidt på sidelinjen. Når en patient kom ind med tegn til blærebetændelse, havde tolken nærmest allerede spurgt ind til svie, smerte og hyppighed af vandladning, inden de kom ind ad døren.

Det gav ofte anledning til et lille træk på smilebåndet, når man selv spurgte om netop det samme umiddelbart efter.

Slædehundetur og isfiskeri. Emma er i gang med at hakke sig igennem den 2 m tykke is, mens hundene ligger og hviler sig i baggrunden. Foto: Emma Østergaard Mortensen og Mickey Holm Rasmussen

Byens størrelse gjorde, at personalet kendte mange af patienterne personligt. Dette gav en tryghed i mødet, men kunne også være en følelsesmæssig udfordring, når alvorlig sygdom ramte.

På trods af det begrænsede vejnet er Tasiilaq formentlig hjemsted for rigsfællesskabets mest kørende ambulance. Den fungerede nemlig ikke kun som ambulance, men også som medicinudlevering til borgere, der ikke kunne komme til sygehuset selv, og til tider som byens taxa.

Når arbejdet gav plads til fritid, fik vi også lov til at opleve Grønland uden for sygehuset. Vi prøvede kræfter med hundeslædekørsel - både med fodring af hundene, klargøring af slæden samt den nervepirrende kørsel ud fra hundepladsen, uden at hundene skulle komme i kamp med de øvrige hundespand.

Vi isfiskede fjordørreder, besteg fjelde, tog på rypejagt og overnattede i en øde træhytte ude i vildmarken omgivet af snebeklædte fjelde. Den barske natur er også hjemsted for en stor koncentration af isbjørne, så hver gang man gik uden for byskiltet, var det med en riffel i hånden for egen sikkerheds skyld.

Ammassalik-regionen er en af få steder i verden, hvor der drives aktiv jagt på isbjørne, en tradition der fortsat fylder meget i den lokale kultur. Isbjørnejagten er kontrolleret ved fastsatte kvoter, således at den lokale bestand af isbjørne ikke bliver truet. Den barske natur, de voldsomme vejrforhold og tanken om vilde bjørne gav os en stærk følelse af at være utrolig små i naturens storhed.

Mickey under bestigning af Præstefjeldet. Vi medbragte rygsæk og riffel så vi kunne overnatte i en nærtliggende hytte, afskåret fra byen. Foto: Emma Østergaard Mortensen og Mickey Holm Rasmussen

Opholdet i Tasiilaq har givet os et unikt indblik i, hvordan lægegerningen kan udfolde sig under vilkår, der adskiller sig markant fra det, vi kender i Danmark. Vi har fået en dybere forståelse for værdien af faglig fleksibilitet, kreativ problemløsning og samarbejde på tværs af professioner og kulturer.

Erfaringerne fra Grønland har styrket vores evne til at arbejde selvstændigt og tage ansvar i uforudsete situationer, men også mindet os om vigtigheden af nærvær, respekt og kulturel forståelse i mødet med patienter.

Vi vender hjem med stor faglig og personlig læring, som vi er sikre på vil gavne os i vores videre virke som kommende læger i Danmark – særligt i mødet med patienter fra forskellige baggrunde og med forskellige livsvilkår. Vi håber, at opholdet ikke bliver vores sidste i Grønland, men blot begyndelsen på et langt samarbejde.