Udviklingshæmmede står bag stort motionsløb i Vestbyen: - De er ved at revne af stolthed
Værestedet Perlen afholder endnu engang stort motionsløb i Aalborg.
- Og man må rigtig gerne komme og heppe, for brugerne er simpelthen så stolte af det her arrangement, som de selv har været med til at stable på benene, fortæller Heine Søndergaard Andersen, der er socialpædagog ved Perlen.
Perlen er et åbent fritidstilbud på Kastetvej i Vestbyen henvendt til voksne med en lettere udviklingshæmning, og det er andet år i træk, at de står bag det populære PerleRun for handicappede.
Det sker d. 15. maj kl. 10.30 til 13.30 i Friluftbadet, hvor 300 glade og spændte løbere og motionister i kørestol og racerunners deltager i år.
Tog sagen i egen hånd
- Idéen opstod efter Royalrun. Her løb vi med i Aalborg, og vores brugere havde en fed dag. De blev derfor skuffede, da løbet ikke kom til Aalborg sidste år, og spurgte derfor, om ikke bare vi kunne lave vores eget løb. Så det gjorde vi, forklarer Heine.
I Perlen arbejder de meget med motion og bevægelse, og ville derfor gerne bakke op om idéen. Der blev nedsat en arbejdsgruppe bestående af både medarbejdere og brugere på værestedet, og løbet endte med at blive en stor succes med deltagere fra hele regionen.
- Det var en nem beslutning, at vi selvfølgelig skulle arrangere PerleRun igen i år, og interessen og opbakningen er massiv, fortæller Heine.
I år består arbejdsgruppen af 10 brugere sammen med ansatte i Perlen og tidligere ældre- og handicaprådmand Jørgen Hein, og de kunne hurtigt melde løbet udsolgt med 300 deltagere plus en masse frivillige.
- De har simpelthen gjort så stort og flot et stykke arbejde med at arrangere og reklamere. De er ved at revne af stolthed, og glæder sig helt vildt til at vise deres venner og alle de andre deltagere fra botilbud og væresteder i hele kommunen, hvad vi har fundet på i år, siger Heine.
En festlig målgruppe
Sidste år foregik løbet på Fjordmarken, men det viste sig at ruten ikke var kørestolsvenlig nok. Derfor er PerleRun i år flyttet ud til Friluftbadet, med en rute på 1,8 km på stisystemerne, og man kan selv kan vælge, hvor mange runder man vil tage.
Derudover kommer atlet Stine Rex og varmer op med deltagerne, inden rådmand Nuuradiin S. Hussein skyder løbet i gang.
Som noget nyt i år får løberne numre på trøjen, så speakeren kan fortælle publikum hvem, der løber over målstregen.
- Det er ikke så vigtigt hvem, der kommer først, eller hvor hurtigt man løb, men at høre ens navn blive kaldt i højtaleren, imens publikum hujer og klapper, når man løber i mål - dét er stort, synes de. Det glæder jeg mig især til at opleve i år, fortæller Heine.
Før, under og efter løbet sørger brugerne på Perlen for musik i dagens anledning. Der kommer både en DJ og et band og spiller op til fest.
- Det er jo en rigtig festlig målgruppe, så de kan godt lide, at der sker noget. De elsker at synge, danse og bevæge sig, så jeg er sikker på den her dag bliver et kæmpe hit endnu engang, slutter Heine.