Rapper måtte aflyse til Grøn - nu er han blevet far
Artigeardit havde søndag skiftet scene ud med fødegangen
AALBORG: Rapperen Artigeardit måtte aflyse sin Grøn Koncert i Aalborg i går, søndag.
I stedet skiftede han Nova-scenen ud med en helt anden lokation - nemlig fødegangen. Nu er rapperen nemlig blevet far, skriver han selv i en story på Instagram.
- Jeg skulle have spillet Grøn i Kolding, Århus og Aalborg, men blev desværre forhindret grundet min søns fødsel. Den tog lidt tid, men i går aftes fik jeg en lille sund og glad dreng, skriver han.
Lamin dækkede ind
I stedet tog kunstneren Lamin over og indtog Nova-scenen, der hvor Artigeardit var booket ind 15.25.
- Jeg vil gerne give et meget stort tak til Grøn Koncert for at være så omstillingsparate og tålmodige. Det gjorde en verden til forskel, lyder det fra den nybagte far.