Pludselig kom Oles far løbende: – Krigen er forbi

Den 4. maj 1945 klokken 20.36 løb den knap 10-årige Ole Jacobsen rundt i gårdhaven, da befrielsesordene lød over radioen.

– Jeg husker tydeligt, hvordan mine forældre var glade, og alle var glade, fortæller Ole Jacobsen.

Sammen med sin kone, Kirsten Jacobsen, ser han tilbage på en tid, der satte spor – og en majdag, der ændrede alt.

Minder fra krigens år

Ole voksede op i Aalborg og begyndte i skole midt under den tyske besættelse.

I dag har han stadig stakkevis af gamle aviser og billeder fra dengang liggende på hjemmekontoret – minder om en barndom præget af krigen.

På sit hjemmekontor har Ole Jacobsen blandt meget andet gemt gamle avisudgivelser fra dagene omkring befrielsen. Foto: Ida Bach Holm

Han husker tydeligt de mange gange, hvor eleverne blev afbrudt af luftalarmen og måtte myldre ned i skolens kælder.

– Så sad vi dernede og snakkede og tænkte ikke nærmere over alvoren. Vi var jo kun 7-8 år dengang.

Også hjemme i lejligheden på Sjællandsgade søgte Ole og forældrene ofte ly i beskyttelsesrummet om natten.

– Det gjorde vi en-to gange om ugen. Og så sad vi dernede i pyjamas sammen med alle de andre beboere.

Én særlig oplevelse har brændt sig fast i hukommelsen – den dag, han og forældrene helt tilfældigt kom til at rejse med tog sammen med to sabotagefolk, der havde sprængstof i kufferterne. En historie, han fortalte til Nordjyske for fem år siden.

Der skete meget, og krigen satte sine tydelige spor.

Ole har gemt plankortet over kælderen i ejendommen på Sjællandsgade, hvor han boede sammen med sine forældre. På kortet kan man også se, hvor beskyttelsesrummene lå. Foto: Ida Bach Holm

En aften i maj

Den 4. maj 1945 spillede Ole og vennerne Jørgen, Mogens, Erik og Flemming fodbold i gården, som de havde gjort mange gange før.

Pludselig kom Oles far løbende og råbte:

– Krigen er forbi.

Det første, drengene gjorde, var at løbe over til kasernen i Fyensgade for at se, hvordan de tyske soldater reagerede.

– Den 4. maj var en speciel dag, og folk var jo helt vilde. De rykkede deres mørklægningsgardiner ned.

Kirstens familie manglede én

Et andet sted i Aalborg, nærmere bestemt i Kærby, hørte Kirsten og hendes familie de samme befrielsesord i radioen – men her var familien ikke samlet.

– Min far blev taget i koncentrationslejr i 1943, og derefter blev jeg født. Så min mor stod alene med mig og mine fire ældre søskende.

Først var Kirstens far i Horserødlejren, derefter i Frøslevlejren og til sidst i Neuengamme. Den 17. maj kom han hjem med de hvide busser.

– Han var så tynd, at han næsten ikke kunne gå.

I dag har Kirsten stadig en manchet, som hendes far fik dengang.

Dette er nålen, Kirstens far modtog, da han kom fra koncentrationslejr. Foto: Ida Bach Holm

Starten på nye tider

Krigen var slut, og små glæder begyndte at snige sig ind i hverdagen.

– Efter krigen begyndte alle mulige nye varer at komme frem. Jeg kan huske, da min far kom med bananer. Jeg spurgte: Hvad er det? Sådan nogle kan jeg ikke huske at have set før.

Det var også i den tid, at Ole fik en sød tand.

– Jeg havde jo haft en barndom uden slik. Og pludselig en dag kom min far hjem med en plade chokolade, og det fik jeg smag for.

Selv om krigen var slut, varede rationeringerne ved op i 50’erne – blandt andet på sukker.

Og det husker Kirsten tydeligt.

– Jeg kan huske, at min bror og jeg havde lavet karamel med sukker og havregryn på panden. Og så kom min mor hjem. Hun var bare tosset, men det smagte godt, fortæller Kirsten med et smil.

Et tilbageblik med nutidens øjne

80 år er gået, men minderne lever – og med verdens nuværende uro er det svært ikke at drage paralleller.

– Og man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvis det skulle ske i dag, ikke? Når man ser, hvad der sker rundt omkring, fortæller Kirsten.

– Nej, det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, afslutter Ole.