Billede beskrivelse

Ny uddeler i SuperBrugsen i Gistrup

11. januar 2025 kl. 06.02

Her i forbindelse med årsskiftet har det store lokale supermarked i Gistrup fået ny uddeler.

Det er den 29-årige Mille Høj Alsted, der er bosiddende i Sønder Tranders.

Hun er født og opvokset i Ribe, hvor hun gik på Tietgenskolen og tog en eksamen på Ribe Handelsskole. 

Det første job var hos Dagli'Brugsen i Gredstedbro som kassedame, og derefter gik turen til Tjæreborg, inden hun efterfølgende blev udlært i Kridthøjparken i Højbjerg ved Aarhus. 

Derudover er det blevet til et job på halvandet år i Otterup, inden Mille Høj Alsted kom til Gistrup første gang som salgsleder i maj 2020 under coronapandemien. 

Her avancerede hun godt et år senere til souschef, og det job klarede hun på så fornem vis, at Mille Høj Alsted på landsplan blev udnævnt til ”Årets souschef 2023” i hele Coop-organisationen. 

I november 2023 var tiden inde til at prøve lidt nye udfordringer og frem til julen 2024 var hun ansat som souschef på fuld tid i SuperBrugsen i Vejgaard.

Stor glæde

Da den nu tidligere uddeler Mikkel Olesen efter 14 fantastiske år i Gistrup fik job som varehuschef i Kvickly i Aars, skulle den lokale butiksbestyrelse således ud at finde en ny uddeler. 

Glæden var derfor stor, da Mille Høj Alsted i sin ansøgning skrev, at hun meget gerne ville tilbage til sin absolutte favoritbutik.

Der gik heller ikke lang tid, før butiksbestyrelsen og Mille fandt hinanden med henblik på en fælles fremtid i det relativt nyrenoverede supermarked midt i Gistrup. 

Her vil hun sørge for masser af frisk frugt og grønt samt fyldte hylder med et stort udvalg og generelt en god service.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste