Ny tv-serie går helt tæt på AaB-fanen Kenny
'Mere end en klub' er navnet på en ny tv-serie, som ruller over skærmen på TV2 i de kommende uger.
Serien portrætterer én fan fra hver af de tolv Superliga-klubber.
- Når vi er på et stadion, er vi knyttet sammen af en større fortælling. Nemlig en stor passion for det, som fodbold kan tilbyde os og det frirum, som fodbold er for rigtig mange af os. Så taler vi om fodbold, og så glemmer vi i et par timer, det, som tynger os i hverdagen. Den sorg, vi måtte have. Det kunne være ensomhed, barnløshed, eller det kunne være ens egen sygdom, som man kæmper med, siger Morten Bruun, der er tidligere landsholdsspiller og i dag fodboldkommentator og -ekspert.
Han speaker desuden programmet sammen med Jesper Elming fra Kompagniet.
Det er i øvrigt selvsamme selskab som har produceret de to sæsoner om Danmarks vel nok mest berømte kolonihave i "Balladen om kolonihaven".
Fra Nordjyllands Stolthed, AaB, er det Kenny, man følger i tv-serien - og ifølge en programtekst går programmet tæt på Kennys kamp mod homofobi i fodboldverdenen.
Ifølge sportsdirektør på TV2, Frederik Lauesen, handler serien "Mere end en klub" om "de menneskelige sider af fodbold" og "de mange relaterbare skæbnefortællinger på tværs af landet".
- For fansene er fodbold et fundament for livets store og små begivenheder, og serien viser, hvordan fællesskabet omkring fodbold giver dem styrke og mening i livet, siger han.
Første program i serien har premiere onsdag 15. januar - og derefter følger yderligere fem programmer de følgende onsdage.
Afsnittet med AaB-fanen Kenny er nummer fire i rækken - og vises derfor onsdag 5. februar.