Ny uddannelse i kunstig intelligens på Aalborg Universitet optager det første hold
Torsdag aften optager Aalborg Universitet det første hold på deres nye uddannelse i Design og anvendelse af Kunstig Intelligens
AALBORG: Måske har du hørt om AI og ChatGPT, og hvordan man på rekordtid kan få svaret på et komplekst regnestykke eller få serveret et personligt digt på få sekunder.
Derfor er chatbots normalt bandlyst i uddannelsesverdenen, men nu tager Aalborg Universitet første skridt for at uddanne studerende i at forstå, kode og udvikle kunstig intelligens.
- Vi går som udgangspunkt ikke ind for at forbyde noget, men at bruge værktøjerne rigtigt. Kunstig intelligens er et værktøj, der er kommet for at blive. Ingen vil forbyde lommeregnere i dag, men det snakkede man helt sikkert om i 80'erne, siger Andreas Møgelmose, der er adjunkt og koodinator for den nye uddannelse.
Der er tale om en 3,5 årig diplomingeniøruddannelse, og den hedder 'Design og anvendelse af Kunstig Intelligens'.
Fremtidens AI-eksperter
I aften afslører Aalborg Universitet, hvem der kommer ind på hvilke uddannelser. Og det er også her, det første hold studerende på Kunstig Intelligens-uddannelsen bliver sat.
- Vi har 45 pladser til rådighed, og der er cirka 30, der har den her som førsteprioritet, fortæller Andreas Møgelmose.
Dermed regner de ikke med, at uddannelsen bliver helt fyldt op med det samme.
- Vi kom lidt sent i gang, fordi vi fik godkendelserne til uddannelsen ret sent.
Det betyder også, at der med stor sandsynlighed er ledige pladser, hvis ellers du opfylder adgangskravene. Der er nemlig ikke noget adgangsgivende gennemsnit for uddannelsen lige nu.
Kastet ud i den virkelig verden
Perspektivet i den kunstige intelligens er stort, og uddannelsen er ikke kun for kodenørder. Det understreger Andreas Møgelmose.
- Vi arbejder halvdelen af tiden med et projekt, der ofte er i samarbejde med en virksomhed. Det betyder, at de studerende skal være med til at løse ægte problemer, siger han.
- Vi vil rigtig gerne have folk ind som interesserer sig for sundhedsvæsenet, landbrug eller noget helt tredje - interesseret i at lære de her værktøjer at kende til at løse problemer ude i verden.