Mor og datter løb blandt næsehorn og flodheste i Sydafrika

GRINDSTED/NØRRESUNDBY: Det var ikke nogen helt almindelig løbetur, 71-årige Eva Christensen og hendes datter, 46-årige Lone Winther Christensen, stillede til start ved i juni.

Her var der hverken asfalt, villaveje eller danske skovstier under løbeskoene.

I stedet gik turen gennem det sydafrikanske landskab i Entabeni Game Reserve, hvor deltagerne i forbindelse med Big Five Marathon løber blandt vilde dyr.

Undervejs kom mor og datter blandt andet forbi næsehorn og flodheste. Et sted på ruten kunne de også lugte elefanter.

Men for Eva Christensen og Lone Winther Christensen var det ikke kun en stor rejse. Det var også et løb, der krævede både stædighed og vilje at nå frem til.

Eva Christensen havde i mange år haft en drøm om at løbe i netop Sydafrika, men for år tilbage var hun ude for et trafikuheld, hvor hun blandt andet brækkede hoften og var sat ud af spillet i en længere periode.

Datteren Lone Winther Christensen havde også haft sit at kæmpe med op til turen. I december fik hun en blodprop i benet.

Alligevel stod de begge klar på startstregen i Sydafrika 13. juni.

- Har man sat sig et mål, så skal man også nok komme igennem det. Det er i hvert fald min indstilling, siger Eva Christensen.

Det skulle være noget specielt

Eva Christensen så løbet første gang allerede tilbage i 2005, og siden havde tanken ligget i baghovedet.

- Skulle jeg løbe et maraton mere, så skulle det være lidt specielt. Det skulle ikke bare være et maraton her i Danmark, fortæller hun.

Drømmen var egentlig at løbe et maraton, men da hun fandt ud af, at der også var halvmaraton samme sted, faldt beslutningen på plads.

Med på rejsen kom datteren Lone Winther Christensen. Turen blev givet som en julegave fra forældrene, men med et glimt i øjet blev der også gjort klart, at gaven rakte en del år frem.

- Der stod julegave 2025, 2026, 2027 og helt op til 2034, fortæller Lone Winther Christensen.

Det er siden blevet lidt af en joke i familien.

En anderledes rute

Mor og datter rejste til Sydafrika 9. juni og var afsted frem til 17. juni.

Efter ankomsten til Johannesburg blev de kørt flere timer ud til området, hvor de skulle bo og løbe.

Her ventede en rute, der var noget andet end de ture, mor og datter kender fra blandt andet Hammer Bakker, hvor de ofte løber.

Ruten i Sydafrika bød på varme, bakker, blødt sand, rødt støv og ujævnt terræn. Undervejs var der både store stigninger og lange nedløb.

Eva Christensen havde på forhånd lagt en plan for, hvordan hun skulle komme gennem løbet. Når bakkerne kom, ville hun gå opad og løbe nedad.

For Lone Winther Christensen var det især terrænet, der gjorde indtryk.

- Det var noget helt andet, siger hun.

Dyrene kommer først

Det særlige ved løbet var dog ikke kun terrænet. Det var i lige så høj grad omgivelserne.

Ruten var overvåget af rangere, og deltagerne var på forhånd blevet informeret om sikkerheden. Hvis der stod dyr på ruten, ville løbet blive stoppet, indtil dyrene selv havde bevæget sig videre.

- Dyrene kommer først. De jager dem ikke væk. De skal gå af sig selv, fortæller Eva Christensen.

Selvom de kunne møde både store og farlige dyr undervejs, var det ikke noget, de brugte meget energi på, da løbet først var i gang.

- Når man løber, så løber man. Så tænker man bare, at man skal fremad, siger hun.

Ved et sted på ruten, hvor der var flodheste, stod der en ranger med gevær.

Det gav en vis ro.

- Så tænkte man: Nå ja, så sker der ikke noget. Der er nogen, der holder øje med os, siger Eva Christensen.

Planen holdt ikke hele vejen

Planen var, at mor og datter skulle følges ad gennem hele løbet.

Men efter omkring otte kilometer blev de væk fra hinanden. På det tidspunkt havde de ramt en flere kilometer lang bakke.

Lone Winther Christensen fortsatte fremad.

- Så begyndte jeg bare at løbe, fortæller hun.

Det blev til et stærkt løb for den 46-årige nordjyde, der blev nummer otte blandt kvinderne og nummer et i sin aldersgruppe.

Bagefter gik hun tilbage på ruten for at finde sin mor og følges med hende det sidste stykke.

For Eva Christensen var det både dejligt og lidt hårdt at få datteren tilbage ved sin side.

- Det var dejligt, at hun kom, men så kom den der omsorg: Har du det varmt? Skal du have noget væske? fortæller hun og uddyber:

- Når man løber, så skal man bare lade være med at snakke til en.

Men Lone Winther Christensen tog sin mors arm, og så kom de det sidste stykke mod mål sammen.

Eva Christensen kom også flot igennem løbet. Hun blev nummer to i sin aldersgruppe.

- Det kan jeg godt være tilfreds med, siger hun.

Løbet har de sammen

For Eva Christensen og Lone Winther Christensen handlede løbet ikke kun om tider og placeringer.

Det handlede i høj grad også om at få en oplevelse sammen.

Lone Winther Christensen fortæller, at hendes mor gennem årene har været med til mange af hendes løb. Ofte som den, der stod på sidelinjen og heppede.

- Hun er nok min største fan, fortæller hun.

Denne gang stod de selv på startstregen sammen.

- Det her med løb har faktisk altid været noget, min mor og jeg har haft sammen, siger Lone Winther Christensen.

Samtidig blev turen noget særligt, fordi de var afsted sammen i længere tid.

- Det er første gang, min mor og jeg faktisk har været sammen alene i så lang tid. Og nu er jeg trods alt 46. Det var rigtig hyggeligt og sjovt, siger Lone Winther Christensen.

Medaljen ligger fremme

Efter løbet fortsatte oplevelserne på safari, hvor mor og datter blandt andet fik set løver helt tæt på.

For Lone Winther Christensen er medaljen fra Sydafrika heller ikke endt samme sted som mange af de andre medaljer, hun har fået gennem årene.

Normalt ryger de ind i et skab derhjemme.

Men ikke denne gang.

- Den her ligger godt nok fremme, siger hun.

Og selvom turen egentlig var tiltænkt som Eva Christensens sidste store løb, er mor og datter allerede begyndt at tale om, hvad det næste skal være.

- Jeg tror, vi begge to sidder og tænker: Hvad skal vi næste gang?, siger Lone Winther Christensen.