Billede beskrivelse

Mit Aalborg: Josefine Bak husker især sine første karneval

01. januar 2025 kl. 06.02

Nogle synes, Aalborg er for lille - andre synes, den er helt perfekt.

Fjorden er altid tæt på, men det er mågerne også, når de nupper dine pomfritter.

Vi har butiksliv og busgrave, men uanset hvad du synes, er Aalborg vores by, og det er værd at hylde.

Derfor har vi spurgt en række aalborgensere om deres forhold til vores by.

I denne artikel er det influencer Josefine Bak, der fortæller.

Hvad er det særlige ved Aalborg? Det særlige ved Aalborg er, at byen er overskuelig på den helt rigtige måde. Det føles som om, man altid løber ind i nogen, man kender – det skaber en tryg og hyggelig stemning. Der er også noget fedt ved, at mange af os har de samme “Aalborg-oplevelser” i bagagen. Det giver en sjov fælles forståelse.

Hvor i Aalborg har du boet? Jeg har boet kort i Vestbyen, men det meste af tiden har jeg haft base midt i byen – meget centralt. Så jeg har været ret tæt på alt det, der sker, hvilket jeg har nydt. Aalborg er jo ikke større, end at man hurtigt kan komme rundt, men det er nu noget særligt, at have midtbyen som sit udgangspunkt.

Hvor i Aalborg har du haft din bedste enkeltstående oplevelse? Det er svært at vælge, men de første oplevelser med Aalborg Karneval står højt på listen. Især de år, hvor vejret har spillet med, og stemningen har været i top. De første gange, man er med, er noget særligt. Man bliver lidt imponeret over, hvor meget Aalborg kan samle sig.

Hvad er det mest oversete sted i Aalborg? Byen er jo ikke enorm, så det er svært at overse ret meget, haha. Men jeg vil sige, at mange nok undervurderer, hvor hyggeligt der er langs fjorden – især de små steder, hvor man kan sidde og kigge ud over vandet. Det er måske ikke en hemmelighed, men det er alligevel lidt glemt i en travl hverdag.

Hvad kan irritere dig ved byen? Det er fedt, at Aalborg er en mindre by, men nogle gange føles det også lidt for småt. Som når man står og skal finde noget, der har åbent sent, og det bare ikke sker. Åbningstiderne kunne godt trænge til et boost. Og som én, der bruger byen meget til Instagram, må jeg indrømme, at Aalborg ikke ligefrem bugner af flotte æstetiske spots. Jeg har ledt, tro mig – og det kræver lidt ekstra kreativitet at finde de gode vinkler her

Findes der steder i Aalborg, du aldrig går hen, og hvorfor? Ikke rigtig. Jeg tror ikke, der er et sted i Aalborg, hvor jeg tænker: “Der skal jeg aldrig hen.” Byen har ikke steder, der føles direkte ubehagelige eller utilgængelige – i hvert fald ikke for mig. Den er nem at navigere i, og man føler sig velkommen stort set alle steder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste