Billede beskrivelse

Matilde Alexandra synger for sørgende: - Det er så sundt at græde

14. maj 2024 kl. 14.01
Opdateret kl. 15.14

Du kender hende måske bedst som radioværten med det smittende grin og de humoristiske sange om lytterne på ANR.

Sammen med sin medvært Anders Wortman synger hun om single-Sarah, der skal til sin søster bryllup, fødselsdagssangen til Daniel, der har en flot bagdel, og en konfirmationssang til Emmy, der altid bliver beskyldt for at prutte.

I så fald vil det sikkert overraske dig at høre, at Matilde Alexandra Rasmussen i aften skal spille den første af en række mindekoncerter i bedemandsforretninger.

Se også
Anders og Matilde stopper som morgenværter på ANR

Hun er selv lidt overrasket, og det hele er da også gået utroligt stærkt. Fra idéen opstod, til hun nu kan melde udsolgt på tre ud af fem koncerter, er der lige knap gået en måned.

Men så alligevel... så giver det hele så utroligt god mening. Det er faktisk som om, der er noget, der er faldet på plads i den 29-årige nordjyde med det store smil og den smukke stemme.

- Jeg elsker jo at få folk til at græde. Ja altså, jeg kan godt høre, hvordan det lyder, griner Matilde.

- Ej, men når du græder, så mærker du jo efter. Du giver dig selv lov til at føle og til at udtrykke dig. Det er så sundt, at mærke efter. Det glemte jeg selv at gøre i en lang periode, men det gør jeg nu, og det er dét, de her mindekoncerter er udsprunget af. Jeg har mærket efter, forklarer hun.

Billede beskrivelse

- Jeg fik flere hundrede beskeder med opbakning

Sammen med Anders sendte Matilde radioprogrammet Morgenkøterne på ANR hver dag i tre år. I september 2023 valgte de imidlertid at udgive programmet som en ugentlig podcast i stedet, hvilket efterlod dem begge med en masse tid til at udforske andre projekter.

For Matildes veskommende er det især musikken, der fylder, og hun spiller og synger ofte til bryllupper, begravelser og andre arrangementer. 

Men hun fik også en masse tid til at tænke.

- Det var på mange måder tre år, hvor jeg ikke havde mærket efter. Det eneste, jeg koncentrerede mig om var at lave skidegod radio. Da vi stoppede, var der pludselig ikke nogen forventninger, jeg skulle indfri. Der var ikke andre, jeg skulle mærke og tage stilling til. Jeg kunne mærke mig selv, forklarer hun.

Billede beskrivelse

Da hun en dag sad ved klaveret og øvede sig inden en begravelse, kunne hun pludselig mærke en idé tage form. Straks rakte hun ud til sine 16.000 følgere på Instagram for at få deres ærlige mening om den. 

Mindekoncerter med sange, du kan sørge til, græde til og mindes dem, du savner til? Det blev et kæmpe ja tak.

- Jeg fik flere hundrede beskeder med opbakning, personlige historier og forslag til koncerterne. Det var fantastisk, og jeg tænkte bare, okay, så gør vi det, fortæller Matilde.

Se også
Nu er 3,8 millioner blevet fordelt: Disse initiativer får støtte fra Nibe Festival

Musikken taler, hvor ord ikke rækker

Matildes kæreste er administrerende direktør i Min Afsked, og hendes svigermor er bedemand. Efter en præsentation af idéen for dem, fik hun lov til at spille de nye intimkoncerter i Min Afskeds bedemandsforretninger i Nørresundby, Hjørring, Hobro og Århus. 

Nu er Matildes mindekoncerter derfor en realitet, og den første skal spilles i Nørresundby i aften.

- Jeg glæder mig meget! Musikken kan tale der, hvor ord ikke rækker. Den åbner op og fylder os ud. Den skaber rum og plads til at mærke efter og formulerer følelser, vi ikke selv kan beskrive, forklarer Matilde.

Billede beskrivelse

Hun skal synge Rasmus Seebach, Anne Linnet, Andreas Odbjerg, forskellige Disney-sange, og meget mere Nogen af sangene har hendes følgere foreslået, nogen har hun sunget til begravelser før, og nogen har hun selv dejlige minder til.

- Måske man lige har mistet en, man elsker - måske er det 10 år siden. Måske har man kærestesorger eller måske har man sagt farvel til et kæledyr. Det er ikke som sådan vigtigt. Man skal komme, fordi man har brug for at mindes, sørge, tænke, mærke og føle efter. Og man må rigtig gerne græde det ud, for så har man det bedre bagefter, forklarer Matilde. 

Tre ud af fem koncerter i maj og juni er allerede udsolgt, og hun er glad og taknemmelig for opbakningen. Hun kan heller ikke afvise, at der kommer flere mindekoncerter i fremtiden.

- Jeg kan jo ikke redde liv. Jeg er ikke læge. Men jeg vil rigtig gerne hjælpe andre mennesker, og det kan jeg gøre med sang og musik. Det giver så god mening for mig, slutter Matilde. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste