Anders og Matilde stopper som morgenværter på ANR
Anders og Matilde går all in på podcasten Morgenkøterne
De synger, de griner og de snakker - rigtig meget.
Gennem tre år har de to morgenfriske værter på ANR stået op sammen med resten af Aalborg. Men nu melder Morgenkøterne ud, at de stopper som morgenværter på ANR.
- Alt godt slutter på et tidspunkt, og jeg er sikker på, at jeg vil se tilbage på tiden som morgenvært på ANR og savne det. Men lige nu glæder jeg mig til at sove lidt længere, griner Anders Wortmann.
Sidste gang, du kan høre den sjove duo i radioen er denne onsdag, 27. september.
Glæder sig til at slå vækkeuret fra
Fra 1. oktober overgår Morgenkøterne nemlig fra at være et dagligt morgenprogram i radioen til at være en fuldbyrdet og dedikeret ugentlig podcast.
- Vores podcast Morgenkøterne kommer til at køre videre med en ugentlig udgivelse. Det bliver vores nye hjertebarn, siger Matilde Alexandra.
Anders og Matilde vil med andre ord fortsat være en del af ANR, men nu glæder de sig begge to til at kunne sove lidt længere hver morgen.
- Normalt ringer vækkeuret klokken 4. Det er hårdt at stå så tidligt op hver eneste morgen. Vi glæder os til en mere normal døgnrytme, siger de begge.
Ikke færdige som makkerpar
- Men vi er ikke færdige med ANR - og vi er ikke færdige med at arbejde sammen, siger Matilde Alexandra.
Og morgenradioen bliver komprimeret ned i en ugentlig udgivelse med meget af det samme humoristiske indhold.
- Vi deler ud af skøre ting fra vores hverdag. Renoveringer, familieliv og hjemmelavede sange, siger Anders Wortmann.
Nyt show på vej
De to musikglade radioværter vælger at citere både Thomas Helmig og Nik og Jay, for at beskrive deres exit fra morgenradioen.
- "Nogle døre, må man lukke for at verden ka' bli' større", synger Anders, mens Matilde griner højlydt.
- Jeg vil hellere sige: "Når et lys slukkes, så tændes der et nyt".
Hvad du fremover kan høre i din morgenradio, er så det store spørgsmål. For lige nu er et helt nyt morgenshow under udvikling.
Indtil da tager DJ Høyer over på ANR's morgenradio fra første oktober indtil årsskiftet. Herefter kan du glæde dig til et nyt morgenshow på ANR.