Billede beskrivelse

Mangeårige kollegaer åbner ny klinik: Tilbyder både fysioterapi og fitness

14. januar 2025 kl. 19.02

- Man kan ikke undgå at blive rørt, når man ser fremskridt ved ens patienter. 

Drivkraften bag at drive en kombineret fitness- og fysioterapiklinik er progression. Sådan lyder det fra den ene medejer af FysioX, Frederik Lejland, da Ligeher.nu Aalborg sætter ham i stævne i FysioX' nye lokaler på toppen af Skalborg Bakke. 

Her har han og makkeren Jesper Germann slået sig ned, efter at duoen overtog det hedengangne FysioFitness i Holbergsgade fra Jan Heinrich. 

Og de elsker deres nye sted - men ikke mindst elsker de deres patienter og at følge med i deres fremskridt og dagligdag. 

Billede beskrivelse

- Vi er ingenting uden vores patienter, og vi er så taknemmelige for, at næsten alle er flyttet med herud fra Holbergsgade. Det tager vi ikke for givet. Selv folk, der ellers havde bedyret, at de ikke ville flytte med, har alligevel fundet vej herud, siger Frederik Lejland. 

I alt har klinikken 15 ansatte - heraf 12 fysioterapeuter med hver deres interesseområde - og ifølge Frederik Lejland er der ikke den skavank eller lidelse, de ikke kan kurere eller behandle hos FysioX. 

-  Vi favner bredt på tværs af vores forskellige kompetencer, og det er jeg sikker på, at det gør os til et stærkt tilbud for vores patienter. Og så gør vi meget ud af, at vi skal være ét stort fællesskab behandlere og patienter imellem, siger Frederik Lejland. 

Billede beskrivelse

Flere årtiers erfaring

Både han og Jesper Germann var tilknyttet FysioFitness i Holbergsgade gennem adskillige år - næsten 40 år til sammen. 

Det var også her, de to fandt sammen i første omgang om dét, der engang hed Aalborg Neuroklinik. Det startede makkerparret tilbage i 2012 - sideløbende med deres beskæftigelse i FysioFitness.

Og i dag er de så forenet på fuldtid i FysioX - og det nyder de i fulde drag. 

Billede beskrivelse

- Vi er virkelig glade for vores nye omgivelser, for selvom vi har færre kvadratmeter end i Holbergsgade, så er alt her samlet i ét plan, og så er det meget handicapvenligt. I de gamle lokaler var der en del spildplads fordelt på to etager, forklarer Frederik Lejland. 

FysioX havde første åbningsdag 2. januar, så derfor er klinikken ikke helt på plads endnu med alle rekvisitter og indretning - men det kommer, forsikrer Frederik Lejland. 

- Vi kalder os selv for Aalborgs hyggeligste klinik, og det er noget, vi værner meget om - især for vores patienter, understreger han. 

FysioX holder desuden en officiel åbningsreception fredag 31. januar fra kl. 11, hvor alle er velkomne. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste