Livet blev vendt på hovedet: Sygdommen lagde vejen mod Dr. Wimmer Aesthetics
AALBORG: Det har været nogle svære år for ægteparret Claus Wimmer-Aune og Alexandra Wimmer-Aune samt deres to børn.
Familien har gennemgået et hårdt sygdomsforløb med deres ældste barn, Alexander. Sygdommen har været en stor prøvelse for hele familien - en prøvelse, der har været med til at styrke dem og forstærke deres bevidsthed om, hvad der er vigtigt for dem.
Bevidstheden om, hvad der er vigtigt for familien, har medført at Alexandra Wimmer-Aune for et år siden stiftede skønhedsklinikken Dr. Wimmer Aesthetics - med hjælp fra Claus.
Batterier på 50 procent
Inden Alexander blev syg, havde familien allerede været igennem en svær periode.
- Da sygdommen rammer, var vores batterier kun på 50 procent, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Inden for halvandet år mister både Claus og Alexandra deres forældre.
De er begge enebørn og står derfor alene med alt det praktiske, der følger med et dødsfald.
Det var særligt hårdt, da Alexandras mor gik bort. Alexandra kommer fra Ungarn, så da moren døde, var hun nødt til at rejse dertil - sammen med familiens yngste barn.
- Hun døde hos i Danmark. For at gøre dødsboet op i Ungarn blev Alexandra nød til at rejse hjem med et spædbarn på armen, fortæller Claus Wimmer-Aune.
Så frem til at få ro på
Ud over sorgen stod familien også midt i byggeriet af deres drømmehus i Gistrup - et hus, de længe havde set frem til at flytte ind i.
- Vi var lige flyttet ind i det nye hus og havde set frem til at få en hverdag med ro på igen, fortæller Claus Wimmer-Aune.
Familien når lige akkurat at få en hverdag op at køre. Claus arbejder som erhvervskonsulent, og Alexandra arbejder som speciallæge på Aalborg Universitetshospitals lungemedicinske afdeling.
Det vender sygdommen op og ned på.
På sin 8-års fødselsdag bliver Alexander syg.
- De ringede fra skolen og sagde, at Alexander havde feber. Jeg tænkte ikke, at det var så slemt. Da vi var kommet hjem, fik han det ikke bedre. Jeg kunne mærke, at han havde forstørrede mandler, så jeg tænkte, at det nok bare var streptokokker, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Alexander fik penicillin, men blev gradvist stadig dårligere.
- Pludselig kunne han ikke længere gå, fortæller Claus Wimmer-Aune.
Tre dage efter Alexander blev hentet fra skole, tager Claus ham med til lægen.
Efter nogle undersøgelser er meldingen klar.
Alexander får konstateret leukæmi.
Hverdag i sygdommen
Alexander bliver indlagt i isolation i seks uger på børnekræftafdelingen.
- Det separerede vores familie ud af det blå. Jeg flyttede med ind på sygehuset, mens Claus blev derhjemme med vores yngste barn, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Efter halvanden måned på børnekræftafdelingen flytter Alexandra og Alexander hjem til familien igen.
Familien får hurtigt oparbejdet en ny hverdag med månedlige kemobehandlinger, medicin og kontrolbesøg på hospitalet.
De første otte måneder af sygdomsforløbet var Alexandra på tabt arbejdsfortjeneste. Sidenhen har Claus været det.
- Vi blev anbefalet at dele perioden med tabt arbejdsfortjeneste. Det har været det bedste for vores mentale sundhed, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Til juni er Alexanders kræftforløb overstået, og han kan dermed blive erklæret rask.
Opbygget en ”pyt”-knap
- Det lyder måske lidt mærkeligt, men vi har ikke fået tømt vores batterier, tværtimod. Vi har valgt at fokusere på de positive ting i hverdagen efter det her forløb, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Sygdomsforløbet har fået familien til at revurdere deres liv og gjort dem klar over, hvad der er vigtigt.
- Vi har fået en kæmpe ”pyt”-knap. Får jeg for eksempel en parkeringsbøde, trykker jeg bare på den, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Sygdommen har bragt familien tættere på hinanden.
- Alexander sagde en dag i bilen: "Den her sygdom har også medført noget positivt. Det betyder, at vi som familie har mere tid sammen." Det er noget, man må lytte til. Baggrunden er tragisk, men budskabet er klart, fortæller Claus Wimmer-Aune.
En ny hverdag med tryghed
I tiden efter indlæggelsen opstod en ide hos Alexandra.
Som fritidsbeskæftigelse ville hun begynde at tilbyde kosmetiske behandlinger.
Noget, hendes mor gjorde i Ungarn.
- Var Alexander ikke blevet syg, havde jeg nok bare fortsat med mit arbejde på sygehuset. Jeg har ikke kunnet bearbejde sorgen over min mors dødsfald. Jeg føler, at jeg har mistet alt i Ungarn, så der er en tryghed for mig i at komme tilbage i skønhedsbranchen, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Alexandras mor drev sin egen skønhedsklinik i Ungarn - en klinik, som Alexandra er vokset op med.
Derfor besluttede hun sig for at starte sin egen klinik som en fritidsbeskæftigelse. Klinikken hedder Dr. Wimmer Aesthetics og ligger i forlængelse af en frisørsalon på Vesterbrogade i Nørresundby.
Alexandra har taget et overbyggende kursus og uddannet sig til kosmetisk læge.
- Jeg føler mig tryg og hjemme, når jeg er i min skønhedsklinik.
Netop hjemmefølelsen og princippet om, at alle skal være velkomne, er noget af det, som kunderne sætter pris på.
Alexandra fortæller, at der kan være mange fordomme forbundet med kosmetiske indgreb.
- Folk tror, at man får et Mar-A-Lago-Face og bliver helt stiv i ansigtet af botox og fillers. Sådan behøver det ikke at være, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Klinikken åbnede den 4. januar 2025 og har dermed lige rundet sit 1-års jubilæum.
- Det startede som en hobby, men det er faktisk begyndt at gå rigtig godt. Nu har jeg ansat en sygeplejerske, så jeg kan imødekomme efterspørgslen, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Derudover hjælper Claus også til med den administrative del. Han har erfaring med iværksætteri og det at drive virksomhed.
Klinikken er et hjertebarn for Alexandra, men hun kommer ikke til at sige farvel til sit arbejde på Aalborg Universitetshospital.
- Jeg burde måske stå over for et valg mellem klinikken og mit arbejde som speciallæge på lungemedicinsk afdeling. Det sidder så dybt i mig at være læge, så det er ikke noget, jeg kan sige farvel til, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Derfor er Alexandra i klinikken om lørdagen, og derudover kan man booke tid hos hendes sygeplejerske.
- Nogle løber og cykler eller bruger deres fritid på andet. Jeg bruger min fritid på Dr. Wimmer Aesthetics.
En fremtid med drømme og forhåbninger
- Fremtiden er ikke til at spå om, men vi har nogle forhåbninger, fortæller ægteparret.
For det første skal Alexander holde en stor fest, når hans sygdomsforløb er overstået til sommer.
- Det er vi gået i gang med at planlægge, og vi inviterer hele vores familie, venner og skolekammerater, fortæller Claus Wimmer-Aune.
Dermed kan familien igen etablere en normal hverdag, hvor der måske også bliver tid til at opskalere Dr. Wimmer Aesthetics.
- Vi vil gerne være endnu mere sammen som familie og bruge tid med hinanden, fortæller Alexandra Wimmer-Aune.
Udefra set virker familien utrolig ressourcestærk. Styrken er kommet af lang tids modstand.
- Vi har brug for enormt meget hjælp for at få de her ting op at flyve, så vi kan blive en familie igen. Selvom vi er ressourcestærke, har vi også brug for hjælp, fortæller Claus Wimmer-Aune.
Noget, familien særligt ser frem til, er at kunne komme ud at rejse igen.
Planen for, hvor rejsen går hen, er lagt af Alexander.
- Vi skal til Zakynthos. Der var vi på den sidste ferie, inden sygdommen ramte, og det er Alexanders ønske, at vi skal tilbage på det samme hotel igen. Det var en rigtig god ferie med børnedrinks ad libitum og børnedisko. Det er en ferie fyldt med gode minder, så der vil han gerne tilbage til.