Klumme: Nordjysk Mission Impossible

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden

Det er ikke fordi, det på nogen måde indtil nu har set nemt ud eller at alle og enhver ville have kunnet gøre det.

Overhovedet ikke.

Men at der efterhånden er lavet syv Mission: Impossible-film antyder, mere end antyder endda, at helt umulige har de missioner vist heller ikke været.

Ikke så impossible, at det for alvor gør noget.

Indtil nu.

For man har strammet sig an hos Paramount Pictures, selskabet bag filmserien, som netop har udsendt pressemateriale om den kommende ottende Mission: Impossible-film, og nu bliver det for alvor svært.

Nu bliver det vældigt vanskeligt og direkte drøjt.

Tom Cruises hovedkarakter, agent Ethan Hunt, har ladet sig pensionere fra aktiv tjeneste i det superhemmelige IMF, Impossible Missions Force, og i karrierens efterår har han fået sig en mindre stressfyldt stilling hos Optimeringssektionen under Proces- og Forretningsudviklingsafdelingen ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring.

Men hvad der skulle have været en rolig og fredelig hverdag med procesdokumentation, facilitering af metodeimplementeringsforløb, evalueringer af gevinstrealiseringspunkter og møder på Microsoft Teams i et agilt og synergiskabende miljø, hvor man spiller hinanden gode, ender hurtigt med at blive alt andet end det.

- Helt ærligt, hvor svært kan det være, udbryder actionmanden Hunt, med en snert autentisk hjørringensisk accent, kort inde i filmen, da han efter et ikke-relateret morgenmøde rammes af virkelyst og en vis ansvarsfølelse for, at der rent faktisk sker noget, og gerne lidt tjept, med den der lukkede, tomme ammunitionsfabrik i Elling ved Frederikshavn.

Forsvaret har manglet ammunition i årtier, soldaterne råber bang-bang på øvelser, et europæisk land er blevet invaderet og alligevel er man end ikke kommet igang med at støve af derude endnu, før Materiel- og Indkøbsstyrelsen melder, at det hele i hvert fald bliver mindst nogle år yderligere forsinket.

- Jamen, det må da for pokker haste lidt, det her, kom nu lidt, hvisker en fortvivlet Hunt til sig selv, mens han i en af filmens mest markante scener i ren afmagt lader sig fire ned, hængende i en stålwire, i et whiteboardproppet mødelokale, for ligesom bare at sætte gang i et eller andet.

Lige lidt hjælper det og vores helt befinder sig hurtigt i et virvar af blanketbureaukrati, udskudte udbudsrunder og forsinkede miljøgodkendelser i en organisation, hvor hverken kasernernes toiletter eller fregatternes raketter virker. Og snart står det klart, at det her, det er hans mest umulige, mest impossible, mission til dato.

Det her har han aldrig prøvet før.