Billede beskrivelse

Jaxstyle samler over en million ind til Røde Kors

03. januar 2026 kl. 19.00

NØRRESUNDBY:  - Jeg er glad og stolt. Det har været helt sindssygt, lyder det fra Jacob "Jaxstyle" Krull fra Nørresundby.

Og der er bestemt grund til at være stolt.

Mens andre har nydt juledagene derhjemme i ro og mag, har Jaxstyle i stedet gennemført et intenst streamingmaraton – et såkaldt charity subathon – fra en glascontainer midt på Rådhuspladsen i København

Her lykkedes det ham at samle intet mindre end 1.338.506 kroner ind til Røde Kors' arbejde.

Live i fem dage

Streamingmaratonet løb fra 26. december til nytårsaftensdag – altså hele fem dage.

Den første kvart million kom allerede ind det første døgn.

- Jeg ved godt, at mine følgere er seje, men opbakningen kommer alligevel altid lidt bag på mig. Jeg er vanvittigt stolt over den forskel, vi kan gøre sammen.

Under sit maraton havde Jaxstyle besøg af venner, streamer-kollegaer og musikere.

Flere frivillige fra Røde Kors besøgte også containeren for at fortælle om, hvorfor de engagerer sig i Røde Kors' arbejde.

Og flere besøg opstod også spontant.

- Det er det smukke ved streamingkonceptet - at der opstår noget undervejs. F.eks. kom Basim spontant forbi, og vi talte om den sang, jeg har lavet, og senere kom en af mine venner forbi og sang den akustisk – helt uafhængigt af tidligere dialog. Det der med, at der bare opstår ting, det er fantastisk.

Røde Kors takker

Fra generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, lyder reaktionen:

- Jeg er så imponeret over Jacob Krulls indsats. Han gør noget, som for os i Røde Kors er en helt anden måde at skabe synlighed om vores arbejde på, og det er tydeligt, at han formår at skabe enormt engagement og fællesskab. Det er jeg meget taknemmelig over, at Jacob har brugt de seneste fem dage på til fordel for Røde Kors, siger Anders Ladekarl, som selv var på besøg hos Jaxstyle den første dag.

- At resultatet er blevet så flot, havde jeg ikke turdet tro på. Det er rigtig mange penge, og de vil gøre en stor forskel for nogle af de mest udsatte mennesker i samfundet - bl.a. i Røde Kors’ vågetjeneste, besøgsvenner, aktiviteter for børn i Danmark og vinterhjælp i bl.a. Ukraine. Tak til alle og enhver, der har støttet Jacobs udfordring og dermed Røde Kors. Det betyder alverden, siger Anders Ladekarl.

Pengene fra Jaxstyles Charity Subathon går til Røde Kors' nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark og ude i verden.

Det oplyser Røde Kors i en pressemeddelelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste