Billede beskrivelse

I år har de fået fat i de unge: Aalborg Curling Klub er en forening, der favner bredt

I år har Aalborg Curlingklub fået fat i de unge

18. januar 2026 kl. 11.00

AALBORG: De kaster med sten og fejer med koste i Gigantium.

Her holder Aalborg Curling Klub til – en forening med omkring 30 medlemmer.
Klubben blev stiftet i 1998. I dag er de stiftende medlemmer ikke længere en del af klubben.

For fem år siden trådte flere af klubbens mangeårige bestyrelsesmedlemmer ud, hvilket førte til en helt ny bestyrelse.

– Vi har skullet genopfinde os selv, fortæller Wouter van Vliet, der har været kasserer i klubben de sidste fem år.

En forening, der favner bredt

Formand for Aalborg Curlingklub, Lisbet Fejrskov Andersen, har siddet i bestyrelsen i tre år og været formand i to. Hun begyndte i klubben efter at have set sporten til OL i 2022.

Lisbet Fejrskov Andersen fortæller, at Aalborg Curling Klub er en forening, der med sine 30 medlemmer favner bredt.

– Vores yngste medlem er 10 år, og vores ældste er 67 år, fortæller hun.

I Aalborg Curling Klub træner og spiller man på tværs af aldersgrupper. Der er dog også juniorcurling for børn i alderen 8 til 15 år, som træner fredag i lige uger fra klokken 17 til 19.

Billede beskrivelse

For nylig har klubben haft relativt stor succes med at hverve nye, unge medlemmer gennem Aalborg Try Out.

– Det er tredje år, vi er med i Aalborg Try Out. De andre år har det ikke rigtig givet nye medlemmer, men i år har vi fået syv nye ud af det, fortæller Lisbet Fejrskov Andersen.

En sport med venskaber på tværs

Der er mange turneringer i løbet af en curlingsæson, som strækker sig fra august til maj. 

Hvert medlem i Aalborg Curling Klub bestemmer selv, hvor mange turneringer de vil deltage i. Klubben har spillere afsted næsten hver anden uge.

– Når man er til turnering, kender man jo alle. Det er de samme, der kommer hver gang, så man bygger venskaber op på kryds og tværs af landet, fortæller Lisbet Fejrskov Andersen.

– Ja, og i verden. Når man spiller i Sverige, er det også cirka de samme, der dukker op, tilføjer Wouter van Vliet med et smil.

Nogle turneringer varer en hel weekend. Efter kampene byder vinderne typisk på en øl eller sodavand til taberne, mens man får en hyggelig snak. 

Billede beskrivelse

Til de fleste turneringer er der ingen dommere – kun ved DM og større begivenheder.

Stemningen mellem modstanderne er venlig - medmindre nogen snyder, fortæller Wouter van Vliet. Det sker dog næsten aldrig.

– Der er selvfølgelig altid nogen, der bliver sure, når de har tabt. Mine børn har sagt: “Voksne bliver altid så sure, når vi vinder over dem,” fortæller Lisbet Fejrskov Andersen og griner.

Træning og kontingent

Aalborg Curling Klub træner onsdage fra 20 til 22 og fredage i lige uger fra 20 til 22.

Juniorholdet (8–15 år) træner fredage i lige uger fra klokken 17 til 19.

Kontingent for en hel sæson koster 500 kroner. For aldersgruppen 10–21 år samt studerende og pensionister er prisen 300 kroner.

Er man en gruppe, kan man også benytte sig af Pay and Play for 1.900 kroner.

I kølvandet på Vinter OL afholder klubben en ekstraordinær åben træning den 25/2 fra 20 til 22

Læs mere på aalborgcurlingklub.dk

Curling er en gentlemansport – man jubler ikke over modstanderens fejl.

– Hvis modstanderen laver en fejl, der gør, at man vinder kampen, kan man måske godt smile til sine holdkammerater, men man gør det beskedent, siger Wouter van Vliet.

’Skak på is’

For både Wouter van Vliet og Lisbet Fejrskov Andersen er curling en superfed sportsgren.

– Hvis man skal sammenligne curling med andre sportsgrene, så vil jeg sige, at det er en meget overskuelig sport. Det er et hold på fire personer. Jeg er aldrig blevet beskyldt for at have et godt boldøje, så fodbold har f.eks. ikke været noget for mig – men curling er meget overskueligt, fortæller Wouter van Vliet smilende.

Lisbet Fejrskov Andersen fremhæver også sportens samspil mellem strategi og fysisk kontrol.

– Der er nogen, der kalder det skak på is. Man lægger en strategisk plan. Så er det godt nok aldrig helt det, man havde tænkt, der udspiller sig i virkeligheden – men spillet kræver, at man lægger nogle strategier, fortæller hun med et smil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste