Billede beskrivelse

Heidi er bankchef om dagen og hundemassør om aftenen

15. marts 2025 kl. 06.03
Opdateret kl. 08.54

Heidi Nielsen kører langsomt hænderne op og ned ad Harleys hofter. Den Islandske fårehund flytter en smule på sig, men en hurtig godbid får den til at slappe af. 

Harley lægger sig ned, og Heidi Nielsen begynder at massere det højre bagben, hvor den tidligere har døjet med spændinger. 

- Du er så sej Harley - du klarer den så flot, siger Heidi Nielsen, mens hun stryger Harley over pelsen.

Når Heidi Nielsen til daglig slår sine folder som chef i en bank, er det måske svært at forestille sig, at hun i sin fritid fornøjer sig med at massere hunde. 

Ikke desto mindre er hendes interesse for de firbenede væsner nu blevet en fast del af hendes levevej, efter hun netop har færdiggjort et halvt års uddannelse som hundemassør.

Her er hun blevet undervist i anatomi, praktiske greb og hundens adfærd, så hun i dag kan afhjælpe skavanker og give hunden bedre forudsætninger for trivsel og sundhed gennem sin virksomhed Hundeeventyr.

Billede beskrivelse

Heidi Nielsens interesse for hundemassage startede, da hendes egen hund begyndte at mistrives med den mad, den fik. Hun begyndte at sætte sig ind i hundens behov og undersøgte, hvad der ligger til grund for et godt hundeliv. 

- Jeg begyndte at gå meget op i min hunds velvære og tog ham med til massør, osteopat og kiropraktor. Da jeg så, hvilke positive effekter det havde, blev jeg virkelig begejstret og fik lysten til selv at kunne give det videre til andre hunde, siger Heidi Nielsen.

Siden har interessen båret om sig, og når Heidi Nielsen ikke er på arbejde som bankchef, bliver meget af tiden brugt på samværet med hunde. Heldigvis er hun velsignet med en familie, som i høj grad deler hendes interesse og støtter op om hendes valg.

- Hunde er blevet en hobby herhjemme. Min datter på ti måneder er med, når min kæreste og jeg er ude og træne, og vi nyder alle samværet med vores hund. Derudover sørger jeg for at udvælge tidspunkter, hvor jeg kan få lov til at prioritere min hobby, og det er tilfældigvis at massere andre folks hunde, siger Heidi Nielsen.

Arbejdet har fra starten haft en stor betydning for Heidi Nielsen, og hun sætter stor pris på at kunne gøre en forskel.

- Det at kunne hjælpe hunde til at få det bedre giver en helt fantastisk følelse nede i maven – det er terapi, så det batter, siger Heidi Nielsen

Positive reaktioner 

På trods af, at Heidi Nielsen kun har været i gang i kort tid, har hun allerede modtaget flere positive tilbagemeldinger for hendes arbejde.

Blandt dem er Henrik Bengtson og Christina Larson. De havde fornøjelsen af at stille deres hund Harley til rådighed som testhund under Heidi Nielsen uddannelse, og det har de ikke fortrudt. 

Harley var begyndt at døje med spændinger i højre hofte og ville ikke længere med på de helt lange ture. Henrik Bengtson og Christina Larson tog ham til dyrlæge, men der var ingen tegn på hverken sygdom eller skader. 

Gode råd var dyre, men en dag dukkede Heidi Nielsen op på Facebook, og Henrik Bengtson og Christina Larson gav det et skud. 

- Vi havde aldrig overvejet hundemassage tidligere, men så dukkede Heidi tilfældigvis op i Skalborg-gruppen, og vi besluttede, at det ikke kunne skade at prøve. Allerede efter første gang kunne vi mærke, at det havde virket, og Harley ville pludselig med på sine ture igen - efter det blev vi faste kunder, siger Christina Larson, mens Henrik Bengtson fortsætter.

- Hvis vi kan købe et år eller to mere med Harley i sidste ende, er det godt givet ud.

Billede beskrivelse

På trods af den store glæde for massagen og de mange positive tilbagemeldinger, holder Heidi Nielsen sin  virksomhed på et hobbyplan. 

- Jeg venter med at se, hvordan markedet er, og så tager jeg den der fra. Det kan sagtens være, at der på et tidspunkt skal skrues op, men som det er i øjeblikket, så udbyder jeg tider, når det passer mig, siger Heidi Nielsen.

Heidi Nielsen vil til en start komme til at fungere som udekørende hundemassør, og vil kunne tage hånd om hunde i Aalborg og omegn.

Se med, når Heidi Nielsen viser, hvordan en hundemassage foregår.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste