Billede beskrivelse

Et kvart århundrede med musik: Michael fejrer jubilæum

27. juli 2024 kl. 06.00

I 25 år har Michael Back trukket i den gule trøje og de røde seler og levet af at lave musik og sjov for børn, familier og barnlige sjæle.

Torsdag den 1. august kan han fejre 25-års jubilæum med sin enkeltmandsvirksomhed ‘Musik og Sjov for Børn’.

Se også
Kendt gallerist køber stor ejendom på Boulevarden og åbner gratis museum

Det fejrer han blandt andet med jubilæumskoncerter rundt omkring i Nordjyllands institutioner.

Det skriver Michael Back i en pressemeddelelse.

Tiden har ændret sig, men målet er det samme: At skabe gode og glade stunder for børn, voksne og familier gennem musikken.

- Jeg gav mig selv 2 år til at få min virksomhed op og køre - nu er der gået 25 år. Min musik er brugt rundt omkring i de nordjyske hjem og institutioner, det er en vild følelse, fortæller Michael Back.

Billede beskrivelse

Vigtigere end nogensinde før

De sidste 25 år har han spillet over 4400 koncerter, lavet 6 børneudgivelser, og blev kåret som den første prins af Aalborg Børnekarneval nogensinde, mens han også har 4,6 millioner visninger på sin YouTube-kanal ‘Musik og Sjov TV’.

Rejsen som børnemusiker har ikke været uden udfordringer. Børn bruger mere tid på stillesiddende aktiviteter bag en skærm.

Se også
Bodil fejrer 40 år i Bilka Skalborg: - Der er sket meget

Det har gjort det svært at bevare aktualiteten og bryde igennem til børnefamilierne.

Det er alligevel lykkedes for Michael Back, og selvom han også hitter på YouTube, er hans mest populære produkt stadigvæk hans live koncerter, som han har optrådt med i hele Danmark.

- I en tid hvor det at være sammen ofte foregår via en skærm, så er der i dag endnu mere behov for sjovt nærvær gennem musik, leg og bevægelse. Lige netop det nærvær vi oplever, når vi danser, hopper og griner sammen, det er der behov for, fortæller Michael Back.

En tak til nordjyderne

Jubilæet bliver markeret sammen med familie, venner og samarbejdspartnere, mens han i månederne efter vil give jubilæumskoncerter rundt omkring i nordjyske institutioner til jubilæumspriser.

- Hvis ikke det havde været for alle de søde mennesker, jeg har mødt på min vej gennem de sidste 25 år, og som har hørt og brugt min musik, så havde jeg nok ikke fortsat. Uden deres positive tilbagemeldinger var jeg ikke blevet ved. Så mange tak til alle jer, afslutter han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste