Bodil fejrer 40 år i Bilka Skalborg: - Der er sket meget
Den 1. august markerer Bodil Langendorff Hansen sit 40-års jubilæum i Bilka Skalborg.
Hun begyndte som elev i isenkram-afdelingen og har siden arbejdet i både isenkram og parfumeafdelingen. Oprindeligt søgte hun kontorelevstillinger, men takkede ja til en plads i Bilka Skalborg.
- Der er virkelig sket meget på de 40 år. Dengang var vi ni elever i isenkram, og vi slog priserne ind manuelt ved kassen. Automatiske varebestillinger og elektroniske systemer har ændret meget, siger Bodil Langendorff Hansen.
- Hyldeforkanter med priser og dankortet er kommet til – dengang brugte man kun kontanter. Det lyder jo helt oldnordisk i dag, men det var sådan, det var, tilføjer hun med et grin.
Bodil Langendorff Hansen har nydt arbejdet og udviklingen i Bilka Skalborg.
- Forandringerne og nye tiltag har gjort, at det ikke føles som den samme arbejdsplads, forklarer hun.
Et fast holdepunkt har været respekten og ordentligheden i virksomheden
- Vi behandler hinanden ordentligt, og jeg har altid haft nogle fantastiske kolleger. Uanset hvad og hvornår oplever jeg opbakning og forståelse, og vi har en stor grad af frihed under ansvar. Det nyder jeg virkelig, fortæller hun.
Hendes afdelingsleder, Martin Hansen, beskriver hende som engageret, pligtopfyldende og detaljeorienteret.
- Hun er en person, hvor man ved, at der er styr på tingene, og at alt kører, som det skal. Hun ved, hvad det drejer sig om, og hun er i den grad én, som kollegerne anerkender – hun er én, man lytter til, siger han.
Når Bodil Langendorff Hansen ikke er på arbejde, holder hun af at bruge tid med familien og nyde hus og have i Støvring, ligesom hun ofte bruger sine ferier på at rejse udenlands.
Jubilæet fejres den 29. august med en reception i Bilka Skalborg for kolleger, familie, venner og andre med tilknytning til huset.