Et år efter åbningen: - Det har været virkelig overvældende
NØRRESUNDBY: I foråret sidste år fik Mia Beck en idé.
På familiens grund stod nogle lokaler tomme – og det ville hun gøre noget ved.
- Så tænkte jeg: Hvad kan jeg lave her? fortæller Mia.
16. maj 2025 åbnede hun så sin egen isbutik ved navn Urban Depotet i lokalerne.
Nu kan hun se tilbage på det første år med glade iskunder, et lokalt fællesskab og et større sortiment.
- Folk har bare været utrolig søde
Mia er gift og mor til fire, og for over 10 år siden købte hun og hendes mand deres hus på Gyvelvej 29.
I husets forreste del ud mod vejen har familien lokaler, som gennem tiden har været brugt til blandt andet restaurant, møder, selskaber og kontorer.
Men for et år siden åbnede Mia en isbutik i lokalerne, som vi kort efter besøgte. Læs om det her.
Et år senere er butikken her stadig, og Mia kan se tilbage på et rigtig godt første år.
- Folk har bare været utrolig søde. Det har været virkelig overvældende, fortæller hun.
Nu også med mad
I ishuset kan man stadig købe Kastberg-is og Mias populære guf.
- Folk kommer særligt for min guf - den er virkelig god, siger kunderne, griner Mia.
Men siden vores sidste besøg er der kommet flere tilføjelser.
Siden efteråret har man også kunnet købe tapas, kaffe og kage i butikken.
- Vi har faktisk haft åbent hele vinteren, og derfor kunne vi jo godt se, at vi skulle lave noget mere end bare is. Derfor startede vi i efteråret på at lave mad ud af huset.
Og snart kommer der også en ny tapas samt tre forskellige bagels.
Mia har desuden udvidet med siddepladser indenfor.
- Så er man ikke så afhængig af vejret, hvis det nu regner eller er koldt.
Et ishus i indkørslen
Noget af det vigtigste for Mia er, at gæsterne føler sig velkomne og føler nærvær, når de besøger hendes butik.
- Det er jo kun mig, der står her, og det er også det, vi har sigtet efter. At folk ved, det er mig, de møder.
Den personlige kontakt har sat sine spor.
Flere kunder er blevet stamgæster, og mange af dem kommer fra lokalområdet.
- Mange får man en god snak med, og nogle af kunderne lærer man også at kende. Det er bare rigtig hyggeligt, fortæller Mia.
Måske spiller den lidt usædvanlige placering også en rolle.
Ishuset ligger på en helt almindelig villavej ved familiens hjem, hvilket giver stedet en særlig hjemmelig stemning.
Og så er man jo så privilegeret, at når man sælger is, er kunderne sjældent sure.
Find Mia her
Har du lyst til at lægge vejen forbi Urban Depotet, finder du stadig isbutikken på Gyvelvej 29 i Nørresundby.
Åbningstiderne varierer efter sæson og vejr, og derfor anbefaler Mia, at man holder øje med butikkens Facebook-side.