Skift område
Spil
Lyd
Kalenderen
Tilmeld nyhedsbrev
Tip os
E-avis
Kontakt
Efter 55 år holder traditionsrigt fællesskab stadig fanen højt
De blå flag med den røde lilje blafrer sagte i den lune sommervind.
Bag dem troner den hvide bygning, og på dens facade kan man lige skimte navnet Gildeborgen.
Flere er måske gået forbi bygningen på Rafns Allé 1 i Aalborg og har undret sig over, hvad der sker bag dens formelle ydre - for umiddelbart ser det hele en smule mystisk ud.
Man kan dog roligt ånde lettet op, for indvendigt byder de hyggelige stuer på alt andet end mystik, men i stedet sang, musik og latter blandt venner, som efterhånden har kendt hinanden i en menneskealder.
Spørgsmålet er dog, hvor længe det kan vare ved.
En hyggelig vane
Klaverets muntre klang og entusiastiske stemmer fylder Gildeborgen.
Jeg kørte engang af en sommerlig vej.
Og inde i bussen, der mødte jeg Sussen,
Og Sussen var sytten og jeg var mer’
Og Amor var blind passager.
Der er smil at spore på alles læber, og flere tager en hurtig tår vand, inden der bliver trukket luft ind til næste vers, og klaveret igen sætter i gang.
Sangerne bag dette muntre stykke musik, er medlemmer af Sct. Georgs Gilderne - Gildeborgens mangeårige brugere og ildsjæle.
Et fællesskab for tidligere spejdere, der mødes om fælles aktiviteter og tilbud, som udspringer af spejderbevægelsens værdier og traditioner.
Et af de tilbud, der igennem de sidste mange år har været fremherskende, er det månedlige møde i Sangerlauget.
Her mødes omkring 34 medlemmer fra gilderne for at synge og komme hinanden ved - alt sammen siden 1970.
Her er der ingen forventninger til, hvordan man synger, bare at man gør sit bedste og husker på at hygge sig imens - og det må man sige, der bliver gjort.
For når pianist Jens Eric Strudsholm først slår tonen an på klaveret, bliver der med stor glæde sunget af lungernes fulde kraft og vugget med til tidens viser, salmer og popmelodier.
- Jeg oplever en kæmpe sangglæde her i Sangerlauget. Man kan ikke være i dårligt humør og synge, og fællesskabet mellem deltagerne giver noget helt specielt til stemningen, siger Jens Eric Strudsholm og smiler.
En trist skæbne
De månedlige møder i Sangerlauget er for flere af deltagerne blevet et afbræk fra hverdagen.
Et sted, hvor de kan lægge dagligdagens problematikker fra sig og give sig hen i gamle røverhistorier og gode minder.
Desværre har Sct. Georgs Gildets rekruttering ikke helt kunnet følge med tiden, og flere af medlemmerne har rundet de 90.
Det seneste år er der kommet fire nye medlemmer af Sangerlauget, men i og med der ikke bliver flere i Sct. Georgs Gilderne, sætter dette desværre en naturlig begrænsning for, hvor længe fællesskabet vil kunne bestå.
Selv er medlemmerne meget velovervejede over dette faktum, og som deltager af Sangerlauget, Inge Ringgaard siger, så har de accepteret, at de på et tidspunkt dør ud.
- Det har ikke været spor svært at holde i live, men i og med at vi er flere på over 90, og vi ikke får mange nye medlemmer, så er der en bred accept af, at vi på et tidspunkt svinder ind - de unge nu til dags har for travlt til den slags, siger Inge Vestergaard.
Ved hendes side bliver der nikket.
Hendes sidekammerat, Inge Ringgaard, er af den samme opfattelse og er ked af, at det lille fællesskab måske snart synger på sidste vers.
- Det har været sammenholdet, der har fået mig til at vende tilbage. Vi kommer tæt på hinanden og støtter, når livet en gang imellem kan være hårdt. Det giver fornyet energi, hver gang man kommer - man kan ikke gå hjem og være sur efter at have været her, siger Inge Ringgaard.
De to veninder har kendt hinanden i 40 år og ses ofte, både inde og uden for Sangerlauget.
Og skønt fremtiden for Sangerlauget ligger hen i det uvisse, har de tænkt sig at fortsætte så længe de kan, holde fanen højt og nyde sangen, musikken og fællesskabet i fulde drag.
