- Det er bedre end Tinder: Fodslaw har gået i mere end 50 år
Vandreforeningen Fodslaw har arrangeret gåture i mere end 50 år. I Aalborg er den ugentlige gåtur med Fodslaw en god måde at holde kroppen i gang på - og samtidig socialisere sig
AALBORG: Det er lørdag formiddag, og der er let støvregn på parkeringspladsen i Hørhaven.
30 mænd og kvinder er stimlet sammen under et halvtag og klar til at starte dagen med en gåtur.
De kommer fra foreningen Fodslaw - en landsdækkende forening, der også har en lokalafdeling i Aalborg.
Lørdag 17. januar er foreningens første gåtur i det nye år, og det skal markeres med kransekage og bobler, når turen er gennemført.
Flere af medlemmerne har passeret pensionsalderen, og den ugentlige gåtur med Fodslaw er en god måde at holde kroppen i gang på - og samtidig socialisere sig.
- Hvis man har mistet sin partner, er det også en god måde at møde en ny på. Vi har flere medlemmer, der er blevet kærester, fortæller Lissy Olsen, der er formand for Aalborg Fodslaw.
Stiftet af militærfolk
Fodslaw er en gammel dansk forening, der blev stiftet i Viborg i 1970. I dag er foreningen landsdækkende med 36 lokalforeninger.
- Det var nogle militærfolk, der startede foreningen. Dengang gik man nogle rigtig lange ture, hvor man marcherede afsted. I dag er foreningen meget anderledes, fortæller Eluf Mikkelsen på 82 år.
Fodslaws lokalafdeling i Aalborg blev startet et par år efter, at foreningen blev dannet i Viborg.
Eluf Mikkelsen har været medlem af Fodslaw siden 1981.
En væsentlig ændring, der er sket i den tid, Eluf har været medlem, er formålet med gåturene.
- Da vi startede, gik vi for motionens skyld. I dag handler det mere om det sociale samvær og de snakke, vi får på gåturen, fortæller Eluf Mikkelsen.
I Aalborg Fodslaw går man én gang om ugen. Med undtagelse af juli og december går foreningen hele året rundt.
I vintermånederne ligger gåturene lørdag formiddag, mens de i sommermånederne ligger tirsdag aften.
- Vi går helst tirsdag aften, men i de kolde måneder er der mørkt om aftenen, så derfor går vi om formiddagen i stedet, fortæller Lissy Olsen.
Udover de ugentlige gåture er der også flere sociale arrangementer i foreningen. Sidste gang medlemmerne så hinanden, var til foreningens julefrokost, der blev afholdt 29. november.
Dagens vandretur - en overlevelsestur
Dagens gåtur starter i Hørhaven i Vejgaard. Det er Birgit Jensen, der har planlagt ruten. Hun bor i området og kender derfor stierne.
- Vi skiftes til at arrangere gåturene, og man vælger typisk et område, man selv holder af at gå i. På den måde kommer vi hele tiden rundt i nye områder, som man måske ikke kendte i forvejen, fortæller Lissy Olsen.
Gåturen denne lørdag starter med en tur forbi Urania Observatoriet.
Selvom det er begyndt at tø, bærer stierne præg af mange dage med sne. Sneen er presset sammen til et lag is, hvilket gør turen en smule besværlig.
- Det er ren overlevelse, lyder det smilende fra Signe Rimmer på 79 år.
De ufarbare stier gør, at gruppen må omlægge ruten spontant.
Forsigtigt bevæger gruppen sig væk fra stierne, og ruten går i stedet gennem de saltede veje i Vejgaards boligkvarterer.
- Det er ikke lige den rute, jeg havde tænkt, men stierne er simpelthen stadig for glatte, fortæller Birgit Jensen.
Den omlagte rute betyder dog ikke mindre højt humør.
Bagerst i den lange slange af mennesker går Eluf og Signe.
Begge har tidligere siddet i bestyrelsen, men det gør Signe ikke længere.
Signe og Eluf er enige om, at der er et godt fællesskab i Fodslaw.
- Nu har de fleste af os gråt hår, men vi kunne godt tænke os at få nogle yngre mennesker med. Vi har flere gange haft yngre deltagere, men de er svære at fastholde. De har selvfølgelig også mange andre ting, de skal nå, fortæller Signe Rimmer.
Ifølge Signe og Eluf er Fodslaw en forening, hvor det er nemt at komme ind som nyt medlem. Man falder hurtigt i snak, og flere af medlemmerne ses også i andre sammenhænge, der ikke nødvendigvis har med Fodslaw at gøre.
- Jeg siger altid til nye medlemmer, at de skal sørge for at gå oppe foran. Det er her, der er mest gang i snakken. En god regel er, at når vi går, skal man sørge for at tale med nogen, man ikke kender i forvejen, fortæller Signe.
Et uforpligtende fællesskab
Fodslaw er en forening, der har rundet sit 50-års jubilæum. I dag findes der mange muligheder for at gå ture og møde nye mennesker.
Alligevel holder medlemmerne fast i foreningens ugentlige gåture.
- Det er et uforpligtende fællesskab, men man forpligter alligevel sig selv til at komme, fortæller Betty Pedersen, der er medlem af foreningens bestyrelse.
På foreningens hjemmeside kan man i kalenderen se, hvor og hvornår der er gåture. Der er ingen tilmelding, så det er først i sidste øjeblik, man ved, hvor mange der kommer.
- Vi har aldrig prøvet at aflyse. Under corona havde vi en midlertidig pause, men så snart man måtte være 25 personer samlet, var vi ude at gå - også selvom folk kiggede lidt, fortæller Lissy Olsen.
Kærlige relationer
Alle medlemmer af Fodslaw er enige om, at foreningen er et sted, der er særdeles velegnet til at møde nye mennesker.
Også kærlige relationer opstår.
- Det er bedre end Tinder, lyder det grinende fra Betty Pedersen.
Gennem Fodslaw er Betty blevet kærester med Ole.
Betty har været en del af Fodslaw i mange år, og i 2020 meldte Ole sig ind i foreningen.
- Han spurgte meget ind til mig, og vi havde nogle gode snakke. Jeg tænkte bare, at han var nysgerrig. Han kunne altid huske, hvad jeg havde fortalt, og en dag gik det op for mig, at han var interesseret i mig. Så blev vi kærester, fortæller Betty Pedersen og smiler.
Lissy Olsen fortæller, at hun flere gange har oplevet, at nogle af foreningens medlemmer bliver særligt glade for hinanden.
- Det er en forening, der er rigtig god at melde sig ind i, hvis man mister sin partner. Så sidder man ikke bare derhjemme, men kommer i stedet ud og snakker med en masse spændende mennesker.