Clay Club er mere end bare workshops i keramik: - Det skal være et kreativt værested
I et gammelt baghus i Niels Ebbesensgade åbner kunstner-kammeraterne Julie Wittrup og Michael Kærgaard nu dørene til deres værksted.
Med det nye koncept Clay Club tilbyder de workshops i keramik for kreative typer - både de helt grønne og uerfarne, som bare synes, det lyder sjovt at lave sin egen kop til kaffen - men også for dem, der drømmer om at udforske deres kunstneriske kunnen.
- Man behøver slet ikke være øvet, måske vil man bare gerne hygge med veninderne. Men hvis man nu har skabertrang, og gerne vil teste en ny interesse og undersøge, om det kan blive til mere end det, så vil vi gerne lægge rammer til, siger Michael.
- Ja, vi drømmer om at skabe et casual, kreativt værested, som vi kan bruge sammen med andre kunstneriske typer, istemmer Julie.
De lever begge af deres kunst og bruger de lyse, rå og rummelige lokaler som værksted og atelier, når de arbejder med både maling, garn og keramik til hver deres værker. Og nu vil de gerne invitere dig indenfor i det kreative rum midt i Aalborg.
Det er et værksted - ikke en café
Selvom både Michael og Julie mildest talt må siges at være kreative, så er der ingen af dem, der har mod på at lære fra sig til Clay Clubs workshops.
- Vi købte en ovn til at brænde vores eget keramik i, og tænkte, at den skulle andre da også have glæde af. Det er jo populært at lave keramik, men en ovn er stor og dyr og kræver en del teknik at betjene, så det er nok ikke lige alle, der kan have sådan en stående derhjemme, fortæller Michael og fortsætter:
- Vi spurgte derfor min veninde Maja Gammelby, som er autodidakt keramiker, om ikke hun vil undervise her hos os. Det sagde hun heldigvis ja til. Vi har lige haft det første hold og det gik forrygende, siger han.
Maja underviser i formgivning med fx pladeteknik, pølseteknik og fri form, imens Michael og Julie stiller alt, hvad du skal bruge af plads, materialer og redskaber til rådighed. Derudover kan du købe sodavand - men så heller ikke mere.
- Det er et værksted og ikke en café. Man skal helt klart komme for at hygge sig og være social, men vi vil også gerne skabe et rum, med fokus på at lære noget nyt og måske arbejde lidt mere seriøst med sin kreativitet end bare at male på en kop, siger Julie med et smil.
Koncepter
Clay Club annoncerer nye hold via Instagram, hvor man også melder sig til. Næste hold (som pt næsten er udsolgt) er på onsdag d. 10. april, hvor du kan deltage på hold enten kl. 17-19 eller 19.30-21.30.
Der er plads til 8 på hvert hold og det koster 350 kr. for 1 kg ler inkl. forglødning og glasur. Når leret er tørt og brændt kommer du nemlig tilbage onsdag den 24. april og glaserer din kreation.
- Vi håber selvfølgelig det bliver en succes, for vi drømmer om at kunne lave endnu flere kreative events og tema-workshops i fremtiden, fortæller Julie.
Hun brainstormer lidt med Michael, og de taler om, hvordan det kunne være sjovt at lave "Vin og Keramik" eller "BMO og Keramik" en dag. Måske kunne det også lade sig gøre at lave kreative børnefødselsdage, hvor ungerne får en klump ler og kan lave deres egen slikskål eller et navneskilt.
- Vi tager det step by step. Lige nu er ambitionen bare at invitere indenfor i vores krøllede og kunstneriske verden, måske inspirere andre til at lave kunst, men i hvert fald have det sjovt med nogle kreative mennesker, slutter Michael.
Du finder Clay Club på Niels Ebbesensgade 23A, og kan læse mere om deres kommende workshops her.