Christina og Nina vender tilbage til Aalborg: - Kvinder i dag står sammen, og de gider ikke mere pis
Hvis ikke du har hørt om begrebet "mental load" har du muligvis boet under en sten de seneste måneder. Emnet har nemlig været heftigt debatteret på landsplan i alt fra tv-indslag og debat-indlæg til artikler og podcasts.
Midt i orkanens øje befandt influencer-duoen Christina Sander og Nina Claire sig.
De to står nemlig bag showet "Vent med at blive skilt til i morgen", som netop omhandler mental load og de svære, urimelige og fjollede situationer, vi alle kan havne i som kvinde, mor og kæreste.
- Det var virkelig heftigt. Det gav os selvfølgelig en masse omtale, men det blev også rigtig hårdt, for den her store offentlige debat kom til at handle om mig som person. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke også gjorde ondt, siger Christina til Aalborg.nu, da vi møder veninderne til en snak om deres anden runde med showet.
- Nu gør vi det så alligevel igen. Det gør vi, fordi interessen, nysgerrigheden og opbakningen trods alt er så enormt meget større end de få, højlydte kritikere, forklarer hun.
De første shows løb af stablen for udsolgte sale i hele landet i maj, så nu har de to influencers netop meldt ud, at de tager en runde to. Her kommer de blandt andet tilbage til Musikkens Hus i Aalborg d. 30. oktober
- Vi er slet ikke færdige med at snakke om det her emne. Vi har ramt en åre, som rigtig mange kvinder kan genkende. Det er meget tydeligt ud fra den respons, vi har modtaget fra publikum, stemmer Nina i.
Én stor venindeflok
Efter hvert show har veninderne nemlig modtaget et utal af taknemmelige beskeder fra publikum via deres Instagram-profiler.
- Det er vildt bekræftende at opleve, at man ikke er alene med de her oplevelser som kvinde i vores samfundsstruktur såvel som i de enkelte forhold. Men også at vi er rigtig mange, der har behov for at tale højt om det og handle på det, forklarer Nina.
I showet tager kvinderne udgangspunkt i scener fra deres eget liv, og deler forskellige værktøjer, der kan hjælpe med at løse konkrete problemer eller starte nye samtaler om alt fra arbejdsfordeling til forventningspres.
- Når vi er ude at optræde, føles det som om, vi er én stor venindeflok. Kvinder i dag står sammen, og de gider bare ikke mere pis. Vi er klar på at sige fra, men det kræver, at vi får et sprog for de her ting, siger Christina.
I denne anden runde af "Vent med at blive skilt til i morgen" bliver der justeret lidt på indholdet, men det forbliver i det store og hele samme show. Alligevel er der flere, der har tilkendegivet at de kommer for at se det igen - denne gang sammen med deres mænd.
- Der er selvfølgelig flest kvinder blandt publikum, men vi har også hørt fra en del mænd, at det var lidt af en øjenåbner for dem at se showet. Det er i virkeligheden nok det allerstørste kompliment, vi kan få, siger Nina.
Aalborg var ganske særlig
Billetterne er sat til salg til det nye show hos Musikkens Hus i Aalborg til oktober, og begge kvinder glæder sig til endnu engang til at tage turen nordpå.
- Den oplevelse vi netop har haft i Aalborg står virkelig ud for mig som noget ganske særligt. Dels fordi man havde fem timer i bil på roadtrip alene med en veninde, siger Nina med et grin og fortsætter:
- Men også fordi stemningen bare var helt elektrisk i Aalborg. Folk hujede og græd og grinede og gav os stående bifald. Der var bare gang i den, så vi ser virkelig frem til at besøge jer igen, slutter hun.
På Aalborg.nu's Instagram kan du lige nu lære de to influencers lidt bedre at kende.