Billede beskrivelse

Christian og Mikkel vil bygge endnu et skulpturelt sankthansbål - men de har brug for din hjælp

03. juni 2024 kl. 14.00
Opdateret 10. juni 2024 kl. 07.45

Christian Steen Møller og Mikkel Munk Iversen er egentlig sceneteknikere på Teater Nordkraft, men blev sidste år kendt vidt og bredt i byen for at stå bag kæmpefuglen i Fjordbyen. 

De kreerede den smukke skulptur af genbrugsmaterialer, som beboerne i Fjordbyen hjalp med at indsamle. Det gjorde de i anledning af Sankthans-fest i Fjordbyen, hvor kæmpefuglen skulle agere bål. Efter nogle måneders forsinkelse grundet varmt vejr og et afbrændingsforbud, blev den endelig brændt af i september 2023.

Det gik dog ikke helt som planlagt. 

Se også
Miljøskadelige vinger blev på kæmpefuglen, da den brændte: - Flere ting gik galt

På grund af en kommunikationsfejl blev fuglen nemlig afbrændt inklusiv sine store vinger, der var lavet miljøskadelige paller. Det var Klima og Miljø ved kommunen ikke videre begejstret for.

Makkerparret vil derfor gerne tage revanche i år, og henvender sig nu til aalborgenserne efter hjælp i form af en indsamling.

Billede beskrivelse

Selv det mindste biddrag er kærkomment

I et opslag på Facebook skriver Christian og Mikkel, at de forholder sig en anelse uforstående overfor behandlingen af sagen fra sidste år, men at de "ligger sig fladt ned og finder en anden løsning".

- Miljø og Klima vurderer at risikoen for forurening af træet i transportindustrien udgør for stor en miljøforurening til, at de kan acceptere det. Det er svært at forstå med alt det fyrværkeri der ellers bliver givet tilladelse til, og alle de øvrige Skt. Hans bål rundt omkring i landet, som nok ikke lever op til samme sorteringskrav, som vi havde sidste år, skriver de i opslaget.

Derfor vil makkerparret i stedet forsøge at skaffe spildprodukter fra industrien, som lever op til kravene fra Miljø og Klima. Det kunne eksempelvis være skaller fra savværker eller kasserede brædder.

- Under alle omstændigheder bliver det nok ikke gratis, så vi vil gerne spørge om økonomisk hjælp til materialer. Selv det mindste biddrag er kærkomment, forklarer Mikkel og Christian.

Sådan kan du støtte projektet:

Du kan støtte projektet økonomisk ved at donere til Christians og Mikkels MobilePay Box med nr. 6869YX

Du kan også støtte projektet med genbrugsmaterialer eller rene byggematerialer af træ, som er blevet kasseret til at bygge med pga. skævheder, knaster og lignende. I så fald skal Christian og Mikkel bruge dokumentation.

Hvad årets sankthansbål skal forestille i år ved vi endnu ikke, men vi glæder os til at følge processen. 

Foruden kæmpefuglen år har det kreative makkerpar tidligere bygget en trold og en krabbe i træ til de populære Sankt Hans fester i Fjordbyen.

- Vi synes, det er en fed måde at fejre lyset og sommeren på, slutter Mikkel og Christian.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste