Billede beskrivelse

Bente går på pension efter 19 år på direktørposten

09. januar 2026 kl. 11.03

AALBORG: Efter 27 år i Aalborg Kommune - heraf 19 år som direktør - har Bente Graversen besluttet at gå på pension med udgangen af januar 2026. 

Hun har senest stået i spidsen for den nyetablerede forvaltning Klima, Kultur og Sundhed, fortæller Aalborg Kommune i en omtale. 

Bente Graversen har haft en markant rolle i kommunens udvikling gennem årtier og har ydet en betydelig indsats på områder som sundhed, fritid og kultur. 

Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen udtaler:

- Det er en meget respekteret, anerkendt og vellidt direktør, vi mister. Bente har gennem mange år skabt stærke resultater og udviklet tilbud til stor gavn for Aalborgs borgere. Det er sket i tæt og loyalt samarbejde med os politikere. Hun efterlader en forvaltning med et solidt og sundt fundament.

Bente Graversen blev ansat som direktør i oktober 2006 og har siden stået i spidsen for flere forvaltninger - først Sundhed og Bæredygtig Udvikling, senere Sundhed og Kultur og nu senest Klima, Kultur og Sundhed. Opgaverne har omfattet alt fra sundhed og arbejdsmiljø til kollektiv trafik, fritid, kultur og klima.

- Det har været et privilegium at få lov til at bidrage til Aalborg Kommunes udvikling. Jeg er stolt af de mange visionære forvaltninger og stærke fællesskaber, der er blevet skabt gennem årene - og af de dygtige medarbejdere, der hver dag gør en forskel for borgerne, siger Bente Graversen. 

I løbet af årene som direktør har Bente Graversen sat gang i en række vigtige initiativer. Det er blandt andet etablering af Aalborg Sundhedscenter, KOL-rehabilitering og Center for Mental Sundhed, udvikling af en tværgående landdistriktspolitik og decentrale tilbud og skabelsen af projekter som Kulturvitaminer og Aalborg Try Out, der bygger bro til borgere uden for arbejdsmarkedet og til unge og studerende.

Idrætsområdet er blevet styrket med nye faciliteter og den årlige konference Idrætsmødet, og Aalborg har været vært for DIF DM-ugen som en af de første byer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste