Andreas fra Aalborg er med i 'Bachelorette': - Jeg fortryder ikke noget
For Andreas Weesgaard har det været en fantastisk oplevelse at være med i anden sæson af reality-showet 'Bachelorette', der havde sæsonpremiere på TV 2 for en uge siden. Han er én af de i alt 17 mænd, der kæmper om programmets kvindelige hovedrollers kærlighed.
Men hvad har den unge aalborgenser ellers oplevet af eventyr i sit liv? Det, og meget andet, spørger vi ham om i denne artikel.
Hvad forbinder du frem for alt med Aalborg?
- Jeg forbinder Aalborg med studieliv og ungdom, og det, tror jeg, skyldes, at jeg selv har studeret her. Jeg har en bachelor i noget der hedder energimanagement udover at være uddannet elektriker. Og det er lidt sjovt, for jeg arbejder med noget helt tredje i dag.
Hvilke tre ord kendetegner dig som person?
- Omsorgsfuld, nem at snakke med og imødekommende.
Hvis du skulle have en superkraft, hvad skulle det så være?
- At kunne flyve ville være fantastisk. Forestil dig friheden ved det.
Hvad skulle I opleve, se og spise, hvis du skulle vise en god ven rundt i Aalborg for første gang?
- Hvis jeg skulle vise en kammerat rundt, ville jeg invitere ham til karneval. Det er noget, jeg selv elsker at opleve.
- Og så skulle vi ned og have noget sushi på Catch. Det er en klassiker her i byen.
Hvad fortryder du mest at have gjort i dit liv?
- Jeg tror ikke rigtigt, der er noget, jeg som sådan fortryder. Det synes jeg ikke, man skal bruge sin tid på.
Hvilken egenskab ved mennesker sætter du mest pris på?
- Jeg kan rigtig godt lide, når folk er rare og omsorgsfulde. Jeg kan godt lide, når folk lægger mærke til de små ting.
- Og så loyalitet. Det går jeg rigtig meget op i. Jeg er ikke så god til, når folk lyver. Det er ikke lige mig.
Hvad er dit stjernetegn?
- Mit stjernetegn er skorpionen.
Hvis du skulle vælge en introsang til dit liv, hvilken sang skulle det så være?
- Der er mange, synes jeg. Men lige nu ville det være 'Unwritten' med Natasha Bedingfield. Den, synes jeg, er ret fed.
Hvis du kun måtte spise én ting resten af livet, hvad skulle det så være?
- Det er 100% sushi. Det bliver ikke for ensformigt.
Hvad er det mærkeligste kompliment, du nogensinde har fået?
- Det mærkeligste kompliment jeg har fået må være, at jeg har lange øjenvipper.
Hvad ville du ændre ved Aalborg, hvis du fik lov at være borgmester for en dag?
- Det er svært at sige, men måske parkeringen. Det er altid et problem her, selvom jeg fra et miljøperspektiv godt kan forstå bevægelsen hen imod færre biler i bymidten.
Hvilke tre ting ville du tage med på en øde ø?
En telefon, en båd og så nok noget overlevelsesudstyr.
Hvad er det vildeste, du har gjort i dit liv?
- Det må være da jeg stillede op til naturlig bodybuilding to gange på ét år. Det var vildt. Det var en intens oplevelse, især fordi det faldt sammen med starten på COVID-19 pandemien. Så det var en lang periode, som var utrolig hård.
Hvad er dit yndlingssted i Aalborg – og hvorfor?
- Mit yndlingssted er fjordparken. Om sommeren er det bare så lækkert, og det er hyggeligt at hænge ud der med venner. Og om vinteren, der vinterbader jeg derude.