50 år og frivillig på festival: - Vi har faktisk kun mødt én træls gæst
- Nibe Festival kunne aldrig lade sig gøre, uden alle vores fantastiske frivillige. Jeg er dem evigt taknemmelig, for de gør et enormt stykke arbejde for at vi alle sammen får en fed festival, siger Peter Møller Madsen til Aalborg.nu.
Men hvem er det egentlig, der frivilligt vælger at stille telte op, sælge øl, stå nattevagt, samle skrald og gøre toiletter rene? Og hvorfor gør de det?
Vi mødte Gitte, Betina, Mette og Kenn, som alle er i 50'erne, og spurgte dem.
Hvorfor har I valgt at være frivillige på Nibe Festival i år?
- Vi tænkte, hvorfor ikke prøve det? Vi kommer fra Hirtshals og har været gæster på festivalen mange gange.
- Ja, og så tænkte vi, at det måske kunne være sjovt at prøve at være her som frivillige. Og det var det!
Har I været frivillige på festivalen tidligere?
- Det er 4. år vi er her som frivillige. Dog ikke træk. Vi startede første gang i 2019, men så kom corona jo og forhindrede os et par år.
- Ja, så hvis vi skal op og ramme de 25-30 år, ligesom nogen af de andre frivillige jo har været med, så har vi lang vej igen.
- Vi bliver ved ligeså længe, vi kan og så længe, det bliver ved med at være sjovt.
Hvad arbejder i med?
- Vi er hegnsvagter. Det er super!
- Ja, på de fire år vi har været med, har vi faktisk kun haft en træls gæst, vi måtte håndtere. Så det kan man vidst ikke brokke sig over.
Hvad er det fedeste ved at være frivillig?
- Jamen, det er netop at folk er så enormt søde. Man møder en masse nye, søde mennesker - både gæster og de andre frivillige. Det er bare nemt og hyggeligt at være med.
- Ja, der er masser af fest og farver og god stemning. Det kan man kun blive glad i låget af.
- Vi så Carpark North, det var ellers også fedt, skulle jeg hilse og sige.
Hvad er den største udfordring ved at være frivillig?
- Hm tja, er der nogen udfordringer?
- Det kan godt være hårdt lige den første dag, at skulle stå op så mange timer. Men benene skal bare lige i gang, så jeg klager ikke.
- Og så kan det selvfølgelig godt blive lidt koldt, men vi pakker jo til vejret, så vi har altid noget ekstra varmt tøj, vi lige kan tage på.
Kommer I igen som frivillige næste år?
- Ja, helt bestemt!
- Det er der vidst ingen tvivl om.