Billede beskrivelse

24 timers sejlads støtter Laurits og andre unge talenter

18. juni 2024 kl. 14.00

Kano- og Kajakklubben Limfjorden i Lindholm arrangerer 22.-23. juni et 24 timers løb, hvor overskuddet går ubeskåret til klubbens yngste medlemmer.

Heriblandt talentfulde Laurits Hald på 15 år.

Hovedformålet med det intensive 24 timers løb er nemlig at samle penge ind til en fond, der kan støtte klubbens ungdoms- og eliteroere økonomisk. Her kan man enten sponsorere med et beløb pr. roet kilometer for alle roere eller én bestemt roer fra klubben.

Støtten er desuden grobund for klubbens succes med at høste ædelt metal. Alene de par sidste år har klubbens ungdomsroere vundet 17 guldmedaljer ved danske og nordiske mesterskaber.

- Det er enormt vigtigt for os at holde dette event, så vi fortsat kan støtte vore talentfulde roere. Der er meget få penge i kajaksporten, og selv ved landsholdstræningslejre skal roerne ofte selv betale en del penge for at kunne deltage, siger Kent Klitgaard, formand for KKL.

- Pengene fra 24 timers løbet betyder, at klubben kan give en økonomisk håndsrækning til de unge eliteroere, forklarer han.

Løbet bliver afholdt hvert andet år, og for to år siden blev der roet 109.961 kroner ind til ungdomsfonden.

Se også
Femdobbelte danmarksmestre fra Aalborg tabte mod Nørresundby

Fremtidens håb får støtte

En af de ungdomsroere, der allerede har nydt godt af støtten og fortsat håber at kunne gøre det, er 15-årige Laurits Hald. Sidste år vandt han ikke mindre end otte danmarksmesterskaber i U14 aldersklassen og blev efterfølgende udtaget til U16 landsholdet.

Dette forår har han blandt andet fået støtte fra ungdomsfonden til en træningslejr i Italien med andre jyske eliteroere.

- Det er virkelig fedt, at jeg får støtte til at tage på sådan en intens træningslejr med en masse andre dygtige roere. Man rykker sig virkelig på sådan en tur, siger Laurits.

Derfor kommer han også selv til at give den fuld gas til 24 timers løbet.

- Jeg skal gøre mit bedste for, at vi får roet så mange penge som muligt ind til fonden. Når jeg selv er en af dem, der nyder godt af det, så det er vigtigt selv at få vist flaget på sådan en dag, siger Laurits, der forventer at ro mere end 100 km på de 24 timer.

Billede beskrivelse

Et imponerende syn

Løbet starter lørdag 22. juni kl. 10, og det er et imponerende syn, når de 50 roere stævner ud fra træbroen over Lindholm Å tæt på fjordens munding.

Ved det seneste 24 timers løb blev der i alt roet 2.092 kilometer, og rekorden for flest kilometer for herrer er 156 km, mens rekorden for damer er 150 kilometer.

Det er spændende, om nogle af rekorderne står for fald i år.

Hvis man ønsker at være sponsor med et beløb pr. km for enten en enkelt navngiven roer eller alle roede kilometer til eventen, kan man kontakte Kano- og Kajakklubben Limfjorden, som laver en sponsorkontrakt, og sender en faktura til indbetaling efter løbet.

Se også
Klar på den vildeste rejse? Nye makkerpar søges til 'Først til verdens ende'
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste